Fortæl om dig selv, hvis du tør!

Fortæl om dig selv, hvis du tør!


# Profiltekster
Publish date Udgivet mandag d. 8. februar 2016, kl. 15:02
Fortæl om dig selv, hvis du tør!

Jeg kunne være blevet argentiner. I stedet blev jeg præst i Roskilde.

Havde det stået til min morfar, var jeg helt sikkert blevet født på den sydlige halvkugle. Han udvandrede fra Aalborg til Argentina i 1920’erne med en handelsskoleeksamen i baglommen og en dollarseddel stukket ind i passet. Bestikkelsen virkede, han fik sit indrejsestempel i havnen i Buenos Aires.

Her mødte han min mormor, som var udvandret fra Skælskør for at passe børn for sin ældre søster. Hun faldt for den danske gaucho og de blev gift i den danske kirke i Necochea. Så fik hun hjemve og de købte en gård på Stevns.

Bedstefar omfattede min mormor med stor ømhed. Alligevel var et rum i hans hjerte reserveret til Argentina og det blev han ved med at drømme om. ”Ja, du er en værre ka’l, bessefar”, drillede min mormor, når han sad med fotoalbummet og mig på skødet og fortalte historier fra hans oplevelser på pampas’en.

Vi har alle vores historier om, hvordan vi er blevet dem vi er.

Fortæl om dig selv, hvis du tør! synger Lars Lilholt i ”Kald det kærlighed”, som topper i Giro 413 og den danske kulturkanon.

Gad vide, hvad de flygtninge, som bor på Sankt Hans, vil fortælle, når de er blevet gamle? Vil de fortælle om de danskere, de spillede fodbold med i Roskilde? Om den ene arbejdsgiver, der var et fjols, og om den næste arbejdsplads, hvor de opdagede, hvad de var gode til? Der hvor de fik troen på, at dette kan godt lade sig gøre?

Jeg håber, at nogle af dem – måske om bare 10 år – kan fortælle om det, der gav dem tryghed og håb. Og kan hente modet til at bygge deres land og tilværelse op fra det, som de fik med sig i de første år i Danmark: venskaberne, uddannelsen, troen på et bedre liv.

Som præst lytter jeg til mange livshistorier. Også om de døde, når de skal begraves. Historier om det vi er stolte af. Om det der blev anderledes, end vi havde ønsket os. Om det vi elsker og det vi tager afstand fra. Historier om de mennesker, der i krop og ord viste, at de elskede os.

Om 50 år vil der være mennesker, som med stolthed fortæller deres børnebørn, at de en kold februarlørdag i 2016 var med til at tage det første spadestik til Ayasofya-moskéen og kulturhuset i Allehelgensgade. ”Vi var med til at bygge det Roskilde, I ser i dag.” Minareten som del af bybilledet og som en stærk del af ens danske identitet, når man har tyrkiske rødder.

I Lokalhistoriegruppen ”Syd for banen”, som jeg er formand for, er guldet det levede livs historier. Når fotoalbummet bliver fundet frem af gemmerne og støvet af, dukker der perler op, som giver indblik i, hvad der formede folks liv – ja, et helt kvarter i den sydlige del af Roskilde – for 50 og 100 år siden.

I lokalhistorien ser vi det store i det små. Når vi fortæller om børnehaven og fodboldklubben, skolen og fabrikken, forretningerne og kirken, så fortæller vi om det, der kitter en bydel sammen, de netværk vi og vores familie indgår i. Og vi får samtidig en fortælling foræret om, hvad der har betydning for os, det vi går op i sammen med hinanden. Det der blev vores identitet.

Fortæl om dig selv, hvis du tør! Og når du lytter til et andet menneskes historie, vil du opdage, at du ikke kan være hans fjende.

Af Mogens Ohm Jensen
Sognepræst ved Jakobskirken i Roskilde og formand for Lokalhistoriegruppen ”Syd for banen”