Naboer

Naboer


# Profiltekster
Publish date Udgivet mandag d. 21. november 2016, kl. 00:00
Naboer

Dem ved siden af

Vi er ved at få flere naboer i den sydlige del af Roskilde. Det er spændende, for der er uventede opdagelser at gøre, når nye ansigter dukker op i nabolaget. Vores verden bliver større af det.

Der bygges boliger på Musicon. Mange endda! Lige nu tager de kreative familieboliger form i Roskildes innovative bydel. Nogen vil gerne bo, så familiens m2, kontor og værksted/butik hænger sammen, og prøve at leve i et byrum, der giver plads til at være medskabende på ens egen historie, ens sted og ens fag. De nye naboer bærer ikke blot et navn, de bærer en drøm med sig og vil leve den ud her, hvor Musicon åbner mulighederne.

På Musicon er der allerede 196 ungdomsboliger, og de unge studerende skaber liv i området. Inden for de næste to år opføres yderligere 140 boliger over for Roskilde Tekniske Skole, hvor aldersgrupperne og familieformerne blandes i ”Generationernes Byhus”. Naboskabet mellem unge singler og kærestepar, børnefamilier og seniorer skal nok kaste noget godt af sig.

De nye boformer bidrager til fortællingen om Roskilde som mulighedernes by. Hvor nye muligheder opstår der, hvor vores veje krydser hinanden. Det er udfordrende, til tider besværligt, og altid givende.

Vi kan vælge hvor og hvordan vi vil bo. Men vi vælger ikke, hvem der så bliver vores naboer. Dem ved siden af er et vilkår, og det må vi få det bedste ud af. Godt naboskab handler ikke om at finde laveste fællesnævner, for at kunne holde hinanden ud, men om at finde det berigende i vores forskellighed, så naboskabet bliver til glæde.

Mariekiks

Da Tove og jeg for 8 år siden flyttede ind på Døvnældevej, blev det vores børn, som først lærte naboen at kende. Marie havde fra sit vindue spottet vores to sultne børn, der havde fået tidligt fri på deres første skoledag på deres nye skole og sad i forhaven og ventede. Og før jeg nåede frem med det næste flyttelæs og fik låst op, havde hun budt dem på pølsemadder og kiks og saft.

Det varmer at blive taget godt imod. Det gode naboskab er blevet en del af Toves og min fortælling om Døvnældevej.

Her har vi øje for hinanden. Vi holder ikke øje med hinanden så det bliver kontrol, men har syn for hinanden. Har blik for charmen, smilet, udfordringerne ved naboen. Glæder os i fællesskab over hvor smukt sneen er faldet, når vi om morgenen rydder fortov og indkørsel. Over hvor flot det bliver, når naboen bygger om. Vi får jo et skæbnefællesskab med hinanden, når vi bor dør om dør og færdes i det samme byrum.

Der er altid en nabo, der vil passe kat, blomster og post, når vi skal nogen steder.

Tove og jeg har gjort det til en tradition at invitere naboerne på kaffe og hjemmebag, når det bliver december. I den mørke tid får vi ikke set hinanden så meget udendørs, så de gode snakke får vi ikke over hækken, men over kaffebordet når lysene tændes i adventskransen.

Du skal elske din næste som dig selv

For reformatoren Martin Luther hørte gode naboer med til det daglige brød. De daglige behov, som vi gerne vil have dækket og beder om i Fadervor, er mere end den mad vi spiser. Det er også tryghed, sundhed, fred. For Luther var gode venner og naboer, som er til at stole på, en velsignelse. Lige så vel som støjende naboer kan være en pestilens.

Naboen og næsten. Medmennesket ved siden af. For mange af os er næstekærligheden essensen af kristendommen. At kærligheden og sammenholdet ikke kun omfatter familien og dem, vi føler os knyttet til, men også dem vi opdager at vi er medmennesker sammen med, når vi deler skæbne eller deler et stykke af vores livsvej med hinanden.

Mogens Ohm Jensen
Sognepræst