Udgivet tir d. 18. apr 2017, kl. 19:30

Forleden så jeg et program i tv med den amerikanske skuespiller Morgan Freeman som undersøgte, hvad forskellige religioner sagde om dommedag og opstandelse. Han besøgte bla. nogle der havde overlevet den store orkan Katrina, der var i New Orleans i USA i 2005. Det var en kæmpe orkan der skyllede masser af huse og mennesker væk – det var frygteligt. Nogle af dem der boede der, troede at det var begyndelsen til dommedag, og at nu ville jorden gå under. Men jorden gik ikke under.

Der var et ægtepar som blev reddet efter at have været fanget i en kirke under vand i 3 dage. De blev reddet, men der var ikke noget sted de kunne bo, så de blev bare placeret på vejbanen på en stor motorvejsbro sammen med en masse andre mennesker. Nogle af dem var bandemedlemmer. Og da mørket faldt på, var der nogle som blev bange for, hvad der ville ske i ly af natten. Men så spurgte parret om der var nogle sange, som folk havde lyst til at synge? Og lidt efter lidt begyndte folk at synge sammen, så man til sidst kunne høre det overalt i mørket. Og stort set alle sang med – sikkert også nogle af bandemedlemmerne - og pludselig var der ikke længere nogle der var bange.

Da Morgen Freeman talte med parret her 10-12 år efter orkanen, så fortalte de at der var kommet en masse godt ud af den forfærdelige orkan. Folk havde nemlig hjulpet hinanden med at komme på fode igen. Og de havde også fået bygget en ny kirke hvor de nu kunne mødes, fordi den anden var blevet ødelagt af vandet.

Bagefter sagde Morgan Freeman at det var sådan han forstod opstandelse - som noget der kan ske og sker lige her i vores verden, der hvor mennesker har troet at alt var ødelagt eller forbi, og de pludselig finder ud af at der er noget nyt der vokser frem.

Det er jeg helt enig med ham i. Og jeg tror at grunden til at det kan ske: at noget nyt kan vokse frem og lyse op på selv de mørkeste steder, er at Gud er med overalt - også i lidelsen, som vi så det med Jesus i påskens begivenheder. Opstandelsen påskemorgen viser os at kærligheden er større end alt andet, selv døden.

Jesus gav sig selv på korset – ikke som et offer til en bister Gud der skulle have et offer, fordi vi mennesker gør så mange onde ting, men af kærlighed til os. Når døden ikke kunne holde Guds kærlighed tilbage dengang – så er der da heller ikke noget der kan stoppe den kærlighed i dag. Tværtimod, den kan nå os overalt hvor vi er, der er aldrig noget der kan skille os fra Gud.

Derfor er opstandelse ikke kun noget vi kan opleve en gang efter døden, men også noget vi kan opleve her og nu. Opstandelse sker overalt hvor vi lader kærligheden så sine frø og vokse op. Og når vi tør at stole på den kærlighed, så tør vi også at give den videre, at dele den med hinanden. Og måske endda også at synge sange midt i mørket omgivet af bandemedlemmer, kun for at finde ud af at de er mennesker der er både bange og håbefulde og i stand til at synge og elske - ligesom os selv.

Marianne Pedersen
Sognepræst





Kategorier Profiltekster