Jakobskirkens (ikke helt) nye sognepræst

Jakobskirkens (ikke helt) nye sognepræst


# Profiltekster
Udgivet af Marianne Pedersen, tirsdag d. 21. januar 2014, kl. 21:21

Siden april har jeg været vikar i Jakobskirken, og overalt i menigheden har jeg mødt venlighed og engagement; hos menighedsråd og medarbejdere, frivillige og kirkegængere og andre, der har sin gang i kirken. Det er derfor en stor glæde for mig, at jeg nu bliver fastansat sognepræst i Jakobskirken.

Det er mit første faste embede, men jeg har fem års præsteerfaring som vikar i kirker på Sjælland og Fyn.

For mig er kirkens opgave at være med til at skabe rum, hvor vi mennesker kan mærke Guds nærvær i vores liv, uanset hvem vi er eller hvordan vores liv former sig. Derfor er det vigtigt, at kirken er et sted, hvor alle kan føle sig velkomne.

Men kirken er jo i virkeligheden meget mere end et sted; den er fællesskabet af de mennesker, som kommer der. Kirke er noget vi er sammen! Derfor håber jeg at du vil tage fat i mig, hvis du ligger inde med ønsker til den nye sognepræst og kirkelivet i Jakobskirken, som du gerne vil være med til at føre ud i livet.

Udover at være præst er jeg også moster, kæreste, korsanger, lystsejler, deltager på Folkekirkens hold i Parkstafetten, glad for underlige film og god mad og meget andet.

Jeg håber at min ansættelse i Jakobskirken må blive til glæde og velsignelse for os alle!

 


 

Marianne blev indsat i sit (nye) embede af domprovst Jens Arendt søndag d. 2. februar. Efter gudstjenesten deltog ca. 110 mennesker i receptionen. De ønskede Marianne til lykke og nød den gode mad og talerne.
Se billederne her