Jakobskirken fylder 40 år

Jakobskirken fylder 40 år


# Profiltekster
Udgivet af Mogens Ohm Jensen, fredag d. 28. marts 2014, kl. 18:43

I april har Jakobskirken jubilæum! 40 år er ikke nogen høj alder for en kirke, sammenlignet med de mange kirker fra middelalderen, som Danmark er så rig på. Jakobskirken er ung og vital, miljøet er innovativt og der skyder hele tiden nye knopskud frem på det forgrenede træ, som menighedslivet danner. Musical’en ”Kastanjen” skrevet af lærer Nicholaj Siltan, som konfirmanderne opfører til jubilæet, er det sidste nye skud.

Selv seniorerne i Jakobskirken holder sig unge gennem Seniorklubben, som hver tirsdag samler mellem 80 og 100 mennesker. Der er højt humør og masser af sangglæde, og seniorerne holder sig gennem et godt program orienteret om de nyeste strømninger i Folkekirken og samfundet.

Det sted hvor man mærker alderen trykke, er på selve bygningen. Murværket og taget er kommet i reparationsalderen, og storme som ”Bodil” som vi havde besøg af i december, hjælper til. Jakobskirken skal have udskiftet ovenlys-vinduer og gulvtæpper til maj.

Jakobskirkens jubilæum fejres i marts og april ved mange gudstjenester og arrangementer. Det hele kulminerer påskedag med stor festgudstjeneste og reception. Vi håber, at alle I som har en forbindelse til Jakobskirken, vil tage del i glæden på den måde, som I har lyst til og godt kan lide.

Læs mere om jubilæums-programmet her

Med venlig hilsen

Menighedsrådet og medarbejderne