Udgivet af Mogens Ohm Jensen, ons d. 23. okt 2019, kl. 20:29

Den yngste, som blev døbt, var knap en måned gammel, og den ældste var 85 år, da Roskilde domkirke slog dørene op for Drop-in dåb en tirsdag eftermiddag midt i oktober måned.

I alt 14 personer blev døbt på de tre timer. Tilstrømningen var så stor, at begge kirkens døbefonte blev taget i brug.

8 præster, 5 medarbejdere og 16 frivillige fra folkekirkerne i Roskilde og Lejre kommune gjorde deres bedste for at skabe en god oplevelse for de mennesker, som dukkede op.

Mange havde den nærmeste familie med, bl.a. nogle unge på 13 og 14 år, som var begyndt at gå til præst, og som nu gerne ville have dåben på plads. Andre kom for at få dåben foretaget ganske privat, uden familiens opmærksomhed, og her tilbød de frivillige sig som dåbsvidner.

Der blev mange bevægende øjeblikke, når det ønske, som havde været overvejet gennem længere tid, endelig blev virkelighed.

Udover dåbsattesten fik alle en dåbsgave med hjem i form af en bibel, som de kunne vælge fra bogbordet ud fra alder og interesse.

Foto øverst: Tove Holm fra domkirkens frivilliggruppe gjorde klar, så der kunne bydes på et glas boblende cremant eller sodavand sammen med et smil og et hjerteligt ’Til lykke med dåben’

Gitte Brink og Mona Henriksen havde i dagens anledning flyttet kordegnekontoret ind i domkirken, så de kunne sørge for personregistrering og dåbsattester

Kategorier Nyt fra Jakobskirken