Hvad gør jeg, når jeg ikke kan komme til gudstjeneste?

Hvad gør jeg, når jeg ikke kan komme til gudstjeneste?


# Nyt fra Jakobskirken
Udgivet af Marianne Pedersen, søndag d. 15. marts 2020, kl. 08:31
© Hans Jørgen Bendixen

Det er et afsavn for mange af os, hvis vi ikke kan komme til gudstjeneste. Gudstjenesterne i Jakobskirken er i gang igen, der holdes afstand og sprittes hænder, så det er trygt. Men hører du til risikogruppen, er det bedst at holde sig hjemme og begrænse samværet med andre, for at minimere risikoen for smitte med corona-virus.
Heldigvis findes der andre måder at være i kontakt på og få bekræftet troen, håbet og kærligheden. Læs sognepræst Mariannes forslag her - og tilføj gerne dine egne under kommentarer.

Gå i radio- eller tv-kirken:
DR sender hver dag morganandagt direkte fra Københavns Domkirke. Om søndagen sendes gudstjenesten i radioen på P1 kl. 10. Du kan også opleve gudstjenesten i DR-kirken på DR2 søndag kl. 14.

Ord og toner online:
Her på hjemmesiden kan du finde præsternes og organisternes søndags refleksioner til trøst og eftertanke. Du kan også finde de fire gudstjenester fra Jakobskirken i foråret, som blev live streamet.

Syng en salme:
Ved søndagsgudstjenesten midt i marts skulle vi have sunget Svein Ellingsens smukke salme "Vi rækker vore hænder frem":

"Vi løfter vore hænder op i bøn for verden.
Lad dem, som lider, finde værn mod kolde hjerters is og sne!

Lad vore hænders nøgne træ få blomst og blade!
Lad vore liv her bære frugt til lægedom for andres sår!

Vi venter, efter smertens vår, din nådes sommer.
Og sorg og glæde blir til vækst med frugt, vi ikke selv kan se."

Salmen har nr. 367 i Salmebogen, og du kan høre melodierne til alle salmerne på www.dendanskesalmebogonline.dk. Her kan du med fordel vælge indspilningen der hedder "piano, flerstemmigt". Orgelindspilningen yder ikke salmen retfærdighed på samme måde, som når Henrik spiller den på Jakobskirkens orgel.

Gå en tur i naturen
og glæd dig over Guds skaberværk. Mærk solen varme, lyt til fuglene og fornem duftene i luften. Det er beroligende at se, at træer og fugle lever deres vante liv, mens vi andre er i corona-undtagelsestilstand. Heldigvis er vi - ligesom naturen lige nu - i gang med at åbne op.

Læs i Bibelen
Læs f.eks. ordene i Johannesevangeliet, kapitel 14, hvor Jesus beskriver sig selv som vejen, sandheden og livet, og fortæller os at vores hjerter ikke skal forfærdes, men tro på ham. Eller læs Bibelens ord til trøst og håb i ny oversættelse her.

Bed en bøn
Jesus siger, at vores himmelske far ved hvad vi trænger til, før vi beder om det. Og hvor er det dejligt at det er sådan! Men bønnen er jo ikke kun en måde, hvorpå vi kan udtrykke vores ønsker og behov for Gud; bønnen er en måde at være sammen med Gud på og søge ind i Guds nærvær.
Vi kan gøre det på mange måder: ved at folde hænderne og bede fadervor, ved at tænde et lys og sidde i stilhed, eller når vi går en tur.
Her kan du finde nogle af den kristne traditions bønner.

Kommentarer

Mogens O Jensen
Det er dejligt at læse en god bog, når vi er tvunget til at være mere inde. Hvad med at gå i gang med den nye 'Bibelen 2020', som udkommer på fredag d. 20. marts? Den fås både som bog, som e-bog og som lydbog.

Bibelselskabet skriver:
”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden”.
Sådan begynder Bibelens første skrift. Allerede fra de første sider står nogle af Bibelens og vores kulturs store fortællinger i kø. På én gang religiøse og eksistentielle grundfortællinger og kulturarv. Her kan man læse og blive klogere, på sig selv og på kulturen – på Guds store fortælling med mennesker.
Bibelen 2020 er Bibelen i en ny oversættelse, hvor flow og forståelse er i fokus. Sproget er nudansk, og oversættelsen er foretaget på basis af videnskabelige udgaver af grundteksterne.

Læs mere på https://www.bibelselskabet.dk/bibelen2020