Online nadvergudstjeneste: Tag-med-hjem-påskemåltid

Online nadvergudstjeneste: Tag-med-hjem-påskemåltid


# Nyt fra Jakobskirken
Udgivet fredag d. 3. april 2020, kl. 09:15

Tilbud om alternativt Skærtorsdagsmåltid og gudstjeneste fra Jakobskirken

Sammen – hver for sig

Påsken smager af noget! Det har man sans for i Jakobskirken, hvor der hvert år holdes nadvergudstjeneste Skærtorsdag aften, hvor 70 mennesker plejer at spise sammen. "Selvfølgelig fejres skærtorsdag også i år, selv om kirken er lukket," fortæller sognepræst Mogens Ohm Jensen. Han er talsmand for initiativgruppen, der ud over ham selv og kollegaen Marianne Pedersen består af menighedsrådsmedlemmer, frivillige og kirkens øvrige personale. "I år fejrer vi bare Skærtorsdag sammen - hver for sig!"

Det bliver sådan, fortæller han videre, at man kan bestille og afhente en pose med påskemad, brød, vin og en påskehilsen fra Jakobskirken. Med i posen er en vejledning i, hvordan man Skærtorsdag kl. 18 kan deltage i nadvergudstjenesten hjemme fra sin stue, når der livestreames via facebooksiden Jakobskirken. ”Og så er der en overraskelse med i posen!” tilføjer Marianne Pedersen og vil ikke røbe mere. Sædvanligvis laves maden af et stort hold frivillige med menighedsrådsformanden i spidsen, men i år har vi allieret os med Kongebakkens Slagter, så vi både er med til at holde gang i det lokale forretningsliv og har sikkerhed for at hygiejnen er i orden.

Påskeposen skal bestilles på https://jakobskirken.dk/nadver . Ved bestilling får man tildelt et tidsrum, hvor man kan afhente posen torsdag d. 9. april foran Jakobskirken, Astersvej 11. På den måde sikres det, at alle holder afstand ved afhentning.

Præster og menighedsråd håber, at mange vil både se og synge med og opleve nærværet i fjerngudstjenesten, selv om samværet sker via nettet. En gudstjeneste fordelt på mange adresser i Sydbyen er lige ægte og intens, når brødet brydes og vinen hældes op, som hvis man sad i samme kirkerum og mindedes den aften i den første påske, hvor Jesus spiste sit sidste måltid sammen med disciplene.

"Take away påskemåltidet er en måde for os som kirke at række ud mod bydelens beboere – og bringe en varm påskehilsen," slutter præster og menighedsrådsformand samstemmende. På hjemmesiden www.jakobskirken.dk kan man finde flere forslag til at dele håb og mod og tro i denne corona-periode. Selvfølgelig kan man også deltage i gudstjenesten uden først at hente en påskepose.

Torsdag 9. april kl. 18:00 streames nadvergudstjenesten på
https://jakobskirken.dk/nadver 
https://www.facebook.com/Jakobskirken/

(Pressemeddelelse 2-4-2020)