
"Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv." Citatet fra Jakobs brev er Noras yndlingscitat fra Bibelen. Nora er konfirmand og en udadvendt pige, som er god til at formulere sig. Hun tænker også, at hvis ikke man handler på det man tror og mener, hvad er det så værd?
Citatet er med i dagens gudstjeneste, hvor epistlen læses fra apostlen Jakobs brev. Vi skal også høre om patriarken Jakob, som kirken er opkaldt efter. Det er livsnære fortællinger, som siger os noget, selv om Bibelen blev skrevet for flere tusinde år siden. Gudstjeneste i øjenhøjde - sådan er en søndag i Jakobskirken.
Efter gudstjenesten byder menighedsrådet på en let frokost. Kl. 11.30 holdes menighedsmøde, hvor menighedsrådet fortæller om hvordan det går i kirken. Formand, kasserer og kirkeværge orienterer om gudstjenester og aktiviteter, personale og økonomi, bygningen og de tekniske installationer. Kl. 12.30 er der årsmøde i Jakobskirkens Sociale Arbejde, som bl.a. uddeler julehjælp, laver fællesspisning for børnefamilier, har Gå-hold for ældre og skaber nærvær blandt mennesker med demens på Kristiansminde.