
De er gået i blodet på os, Kim Larsens sange. Vi synger med på melodierne. Vi spejler os i hans poesi, fordi sangene handler om os selv. Og eftersom det er alle de store temaer: kærligheden, døden, Gud og hvad vi vil med livet, som Kim Larsen synger om, så bliver gudstjenesten i aften båret af ånden imellem os, når vi skråler med på 'Susan Himmelblå' og 'Pianomand'.
Peter Bernhard er forsanger på dine yndlingshits og Kasper Daugaard løfter rytmen med sit fine klaverspil. Peter og Kasper er de musikalske drivkæfter i gospelkoret 'Joyful Noise' i Solrød. Peter synger også i bandet 'Cartoons' og det nye 'North Lands'. Han har været korleder for Roskilde Gospel Singers.
Desuden kan du synge med i pop-up koret, som på forhånd øver et par af Kim Larsens sange flerstemmigt. Så lyder det endnu federe, når en fyldt kirke synger med. Øvetiderne kan du fra 1. september finde her på hjemmesiden, eller kontakt organist Henrik Bjørnum.
Bagefter forfrisker vi stemmerne med kolde øl og sodavand, snacks og livlige samtaler i salen. Kr. 20.