Advarselsmeddelelse
Begivenheden har allerede fundet sted.

Foredrag: Lysegrønt håb i klimaforandringernes tidsalder

SEP
22

Foredrag: Lysegrønt håb i klimaforandringernes tidsalder


Dato Tirsdag d. 22. september 2020, kl. 19:00
Sted Jakobskirken, Astersvej 11, 4000 Roskilde
Medvirkende
Mickey Gjerris
Pris
Gratis adgang

Hver dag bringer sin rapport og sit forskningsresultat. Klimaet forandres hurtigere og med værre konsekvenser end vi troede for bare få år siden. Vi står midt i den største biodiversitetskrise siden dinosaurerne uddøde. Der er sprøjtegift i drikkevandet, plastic i verdenshavene, kvælstof i de indre farvande og ammoniak i luften.

Foredraget vil dykke ned i menneskets forhold til naturen og påpege en række muligheder for at ændre vores perspektiv på naturen og vores rolle i den. Foredragets grundpåstand er, at så længe vi ser de nødvendige forandringer som et offer af det gode liv, kommer der ikke til at ske noget. Først når vi får lyst til at passe på den verden, som vi er en del af og har tiltro til, at det er en rejse, der vil bringe os glæde og muligheden for et meningsfyldt liv, vil handling følge ord.

Situationen er dybt alvorlig og rejser en lang række videnskabelige og tekniske udfordringer. Men endnu vigtigere så rejser den også eksistentielle spørgsmål om, hvordan vi endte i denne situation på trods af årtiers advarsler og hvordan vi får mod og lyst til at handle, når det hele virker så håbløst?

Mickey Gjerris (1969) er uddannet teolog (ph.d.) og arbejder som lektor i bioetik ved Det Naturvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. Han har de sidste 20 år forsket i etiske spørgsmål vedrørende natur, etik, teknologi og mennesker og udgivet en lang række artikler og bøger om disse emner - senest bøgerne ”Jagt – Natur, mennesker, dyr og drab” i 2016, "Skildpaddetanker" i 2017, "Naturens Sprog" i 2018 og ”Upraktisk håndbog i lysegrønt håb” i 2019. Fra 2011 – 2016 var han medlem af Det Etiske Råd. Mickey er en flittigt anvendt foredragsholder og optræder ofte som ekspert i medierne. Se mere på www.mickeygjerris.com