I sydbyen i Roskilde bor vi mennesker med vidt forskellig baggrund og personlighed. Nogen af os får nogle gange ondt i livet, ondt i familien, ondt i økonomien. At være sårbar og blive ramt hører til det at være menneske.
I Jakobskirkens Sociale Arbejde støtter vi udsatte mennesker. Sender børnefamilier på en uges betalt sommerferie, når egne penge ikke rækker. Deler julehjælp ud midt i december. Støtter op om konfirmandens store dag, når der er brug for det. Organiserer juleaften i rolige omgivelser på Makers Corner. Samler børn og voksne omkring samme bord til spisning og hygge, når man er enlig forsørger.
På årsmødet fortæller bestyrelsen om det, der sker. I dette forum kan du sige din mening, komme med forslag og gode idéer, og give din stemme til hvem der skal sidde i bestyrelsen.