Kirker i Roskilde støtter fred og forsoning i Mellemøsten

Alles øjne hviler på Syrien og mange spændinger breder sig herfra til hele verden. Nabolandet Libanon modtager mange flygtninge og hele verden påvirkes af konflikten.

Kirken i Libanon arbejder sammen med organisationen Adyan om at mødes, samtale, dele viden og respekt på tværs af tro, religionsforskelle og mange års udfordringer med krig.

Den libanesiske befolkning er fordelt på hele 18 forskellige religiøse grupperinger, hvoraf de største er shiamuslimer, kristne maronitter og sunnimuslimer; hertil kommer græsk-ortodokse, drusere og armenske kristne.

Konsekvenserne af den syriske borgerkrig risikerer også at bringe intersekteriske konflikter op til overfladen og dermed smadre den skrøbelige fred og forsoning. Skal det lykkes at udvikle et mere stabilt Libanon, er det nødvendigt at bringe landets indbyggere sammen på kryds og tværs, så alle religiøse og etniske grupperinger arbejder sammen for civilt engagement, dialog og demokrati.

Helt konkret har Danmissions partner, Adyan, oprettet følgende netværk, der består af mennesker, som kommer med forskellige religiøse baggrunde:

  • Volontørnetværk: unge gymnasiestuderende
  • Ungenetværk: universitetsstuderende
  • Ambassadørnetværk: består af personer der har gennemgået et to-årigt forløb i de andre netværk
  • Familienetværk: personer i 30'erne og 40'erne 

I netværkene taler de f.eks. om religionens betydning, om hvilken rolle religion spiller i samfundet, i skolerne, i landets sammenhængskræft og hvilke udfordringer der er.

De laver aktiviteter sammen, f.eks. tager de ud til en strand og samler skrald eller går Walkathon til fordel for handicappede børn. Netværkene er optaget af at undervise og lave workshops for at udbrede viden og forståelse.

 



 

Hent folderen om Danmissions projekt Adyan, hvor provstikomitéen informerer om projektet.

 

Kollekter

Alle kollekter i Jakobskirkens kirkebøsser i januar-oktober 2019 (med få undtagelser i forbindelse med særlige gudstjenester, se oversigten her) går til Adyan projektet.

 

Støt via bankoverførsel

Du kan støtte indsamlingen ved at indbetale til Jakobskirkens indsamlingskonto i Nordea:

Reg.nr.: 2280  -  Konto nr. 3496-870-246

 

Tak

Jakobskirken takker for alle bidrag til projektet