Ved valget i 2020 blev Daniella Schilling valgt til at sidde i menighedsrådet i Jakobskirken. Folkekirken i Roskilde Søndre sogn ligger midt i sydbyen, bydelen mellem jernbanen og motorvejen. Kort derfra bor hun med sin familie: Kenneth som er ejendomsmægler, og deres to børn, som går på Østervangsskolen.

Sognepræst Mogens Ohm Jensen spurgte nysgerrigt Daniella om, hvordan hun oplever det at være frivilligt engageret i menighedsrådet.

”Jeg opfatter mig egentlig ikke som frivillig. Snarere som forpligtet. En deltager som selv bidrager,” siger Daniella eftertænksomt. Man mærker, at det betyder noget for hende. Engagementet kommer lige meget af, at hun selv bor med sin familie i sydbyen og derfor gerne vil fremme livet i bydelen for små og store, og at troen siger hende noget som hun ikke kan undvære.

”Det er en nødvendighed, at nogen sidder i menighedsrådet og bidrager til, at vi har en god kirke, som samler folk. For mig giver det mening at være med til at løfte fællesskabet og det positive budskab om livet. Jo, jeg har frivilligt meldt mig, og så fanger bordet – og det er ikke dårligt,” griner hun og medgiver, at aftenmøder som trækker længe ud, kan være dræbende for motivationen. Med to små børn skal hun jo tidligt op næste morgen. ”Det sker heldigvis sjældent.”

”Jeg er overrasket over, hvor stor indflydelse vi har i menighedsrådet. Hvor meget vi kan sætte i gang, og hvor meget det betyder for præsternes og medarbejdernes motivation, at vi gør noget godt for arbejdsmiljøet.” Menighedsrådet består af 10 valgte medlemmer og kirkens tre præster, desuden er den administrative leder og en medarbejder altid med til møderne. Det er Jakobskirkens ledelsesniveau, med ansvar for økonomien, for alle ansatte, for kirkelivet og kommunikationen, og for, at bygningerne bliver godt vedligeholdt.

Det er kirken som et vigtigt kulturbærende element i bydelen, der motiverer Daniella mest. ”I Jakobskirken sker der så meget spændende, som optager folk. Gudstjenester med mening, spændende koncerter, nørklecafé, babysalmesang og seniorklub. Fastelavn for børn og julemusik i december. De som deltager, mærker atmosfæren og kvaliteten af det enkelte arrangement, men de ser ikke hvor meget arbejde der ligger bagved. I tilrettelæggelsen og i at inspirere hinanden i netværket lægger alle involverede mange kræfter. Når vi gør vores arbejde i menighedsrådet godt, danner det fundamentet for, at alle disse mange grupper og initiativer har et frugtbart kirkemiljø at udfolde sig i.”

”Det er kommet bag på mig, hvor involveret man bliver. At det gør så stor en forskel, at jeg og andre i menighedsrådet siger vores mening og gør en indsats i de forskellige udvalg.” Selv underviser Daniella minikonfirmanderne i 3. og 4. klasse sammen med præsterne, hun tilrettelægger teater for børn og aftengudstjenester for voksne med en kvinde-synsvinkel på gudsbilledet. Hun har engageret sig i at få opdateret frivillig-netværket med en strategi og en politik, der giver mening for unge studerende og børnefamilier.

Daniella har boet i sydbyen siden 2010. Det var da hendes børn var små og hun var med til babysalmesang, at hun lærte Jakobskirken at kende.

”Tro er i høj grad en privatsag, som vi ikke så tit taler med familien og veninderne om,” konstaterer hun. ”I menighedsrådet er alle tydeligt motiveret af, at kirken er en afgørende del af deres identitet. Vi får tit nogle gode samtaler, sikkert fordi vi indbyrdes er ret forskellige som mennesker. Jeg får hele tiden nye oplevelser af, hvad troen inspirerer til at folk gør. I de to år i menighedsrådet er jeg blevet mere tryg ved, at kristendommen ikke kun er noget privat, men også noget vi deler med hinanden.”

På Mogens’ direkte spørgsmål ”Hvad får du selv ud af det?” tænker Daniella sig lidt om. ”Min datter på 10 år er stolt over, at det er hendes mor som underviser hende og hendes kammerater i kirken. Jeg lærer meget, som jeg kan bruge, for udover at jeg er uddannet pædagog og har arbejdet i børneinstitutioner i mange år, læser jeg også teologi på universitetet og håber, at jeg får job som præst.”

”Jeg ser mig lidt som en mediator for de mange børnefamilier i bydelen, som oplever at Jakobskirken er et godt miljø for dem med en høj troværdighed. Det er ikke en kirke på afstand, men en nærværende og relevant partner, også for mennesker som ikke selv synes de er særlig religiøse. Mine kolleger i menighedsrådet respekterer det, når jeg ytrer mig om børnefamiliernes behov og ønsker, og oplever det som en styrke for beslutningerne, at den stemme lyder.”

Interview v/ sognepræst Mogens Ohm Jensen