En varm påskehilsen fra Jakobskirken :-)
i form af sognepræst Mogens Ohm Jensens prædiken påskedag, d. 9. april 2023, med udgangspunkt i beretningen om kvinderne, der påskemorgen kommer ud til Jesu grav og finder den tom (Markus-evageliet kapitel 16, vers 1-8).

Flaget er hejst på hel i dag, for det er påskedag!
Den 9. april ville vi ellers hejse flaget på halv for at markere årsdagen for Danmarks besættelse, de mørke år der tog sin begyndelse d. 9. april 1940. Men glæden over Jesu opstandelse fra de døde overtrumfer den sorg og de trængsler, som det danske folk gik igennem under 2. verdenskrig. Det der vedrører hele menneskeheden, højtiden der er evighed i, vejer tungere end det nationale og vores lokale historie.
Så flaget er gået på hel med sit hvide kors på den røde bund. Ikke et sort kors for lidelsen, men et lyst kors for befrielsen, på baggrund af det blod der blev udgydt. Lyset fra påskemorgen skinner igennem de tab vi kommer fra.
Nyt liv og nyt håb – vi ser fremad mere end tilbage.

Det er den kraft, som der er i opstandelsesbudskabet. At det ikke er det, vi kommer fra, der bestemmer hvem vi er, men det vi er på vej til. Den måde Gud kalder på os, de valg vi træffer nu, er det som kommer til at definere, hvem vi er.
Ikke fordi historien ikke er vigtig. Men det nu, vi står i, er der hvor Gud er og handler. Der hvor det får betydning, hvad vi gør.

Påskemorgen med Jesu opstandelse fra de døde er tegn på, at vores dagsordener bliver overtrumfet af vor Herres, og det er godt. At kærligheden finder sine egne forunderlige veje, som ikke er til at regne ud.
Vi er med i en historie som er vildere og smukkere end alle de andre historier vi kender, fordi den handler om grænser der bliver brudt ned og roller der bliver vendt om.
Når døden må opgive sin magt, så får kærligheden det sidste ord.

Vi kommer jo alle sammen fra en historie, der har afsavn og tab og trængsler i sig. Personligt og som folk. Vi har alle sammen måttet opgive noget og det har gjort ondt. Vi har mærket kærligheden – også når idealerne krakelerede og vi ikke selv slog til.
Så når Jesus dør på den udsatte måde det sker på, så er han mennesket. Han er os. Han bliver forladt, han bliver svigtet, han bliver efterladt i ensomhed – det kender vi. Han får en skæbne der er uretfærdig – og det hjælper ikke at spille offerkortet, for det ændrer ikke på virkeligheden. I det genkender vi os selv.

Og det er ham, Jesus, som Gud viser sig at være der for, ham som alle tror Gud har opgivet at forsvare. Det er den udstødte, ham ingen vil kendes ved, som Gud lukker ind i sin himmel og udnævner til sin højre hånd. Det er Jesus, som man tog værdigheden fra og gjorde tavs, der nu taler alle menneskers sag og trækker enhver med ind i en kærlighed, der ingen ende har. For vi er alle Guds mennesker, og han ser en fremtid for os.
Her bliver grænser brudt ned og roller byttet rundt. Når Gud sætter sig selv ind for os, dengang og nu, så holder vi aldrig op med at være elskede. Han har stillet sig med sin Søn lige midt i nederlaget og skammen og døden og nyskaber verden der ud fra.

Det gør noget ved den historie, som vi har med os. De afsavn vi har lidt, den smerte det har forvoldt, det der aldrig blev godt. Vores tab og der hvor vi gav op. Den historie som vi kender alt for godt, kan ikke bestemme over os. Det er ikke den historie, der fortæller hvem vi er, det er kærligheden der afgør hvordan vores fremtid bliver.
Det er det, vi er kaldet til: at leve livet kærligt. I åbenhed over for Gud så vi tager imod det han giver. Villige til at lade os overraske, for livet er ikke til at forudsige.

Flaget er hejst på hel, for det er påske. Det hvide kors lyser på baggrund af det røde, det vi gik igennem i de mørke år.
Kvinderne, der kom ud til Jesu grav om morgenen, gik igennem den forvandling. De var i sorg, de var rystede, de var forvirrede. Det var gået alt for hurtigt de sidste døgn, og ham som de havde samlet sig om, fandtes ikke mere. Kun mindet, kun historien, tænkte de – og så den kærlighed, de gerne ville vise Jesus ved at smøre hans afsjælede legeme ind i duftende creme.
Og så mødte de en levende stemme i stedet for en død krop. Der var ingen historie at konservere, men et nu der åbnede sig for dem.
I stedet for en grav fandt kvinderne et budskab. De blev sat til at fortælle, selv om de den dag ikke kunne få et eneste ord over læberne i deres chokerede tilstand. Fortællingen om hvad det kan vise sig at blive til, når Kristus vil gå foran os og tage os med sig.

Vi bliver til som mennesker hver gang vi tør tro den fortælling vi er med i. Om Guds grænsesprængende kærlighed. Om nåden der rækker ud imod enhver. At vi ikke bliver bestemt af det, der er sket med os, men af de muligheder Gud ser i os.
Det er forunderligt, ikke til at regne ud og tit på tværs af vores egne dagsordener hvor vi vil tilrettelægge og styre. Livet sker, fordi Gud vil det. Og der er en kærlighed, der finder os og tror på os.

Glædelig påske!

Mogens Ohm Jensen