En varm efterårshilsen fra Jakobskirken :-)
i form af sognepræst Mogens Ohm Jensens prædiken d. 17. september 2023, med udgangspunkt i fortællingen om Noah og syndfloden, og i evangeliet fra Jesu Bjergprædiken om ikke at bekymre sig, Matthæus-evangeliet kapitel 6, vers 24-34.

Historien om syndfloden blev aktuel igen - desværre – for få dage siden. Her ramte en syndflod af mudder og vand byen Derna i Libyen og rev huse, mennesker, biler og træer med sig. Ødelæggelserne i Derna er forfærdelige, det kan vi se på billederne i Nyhederne, og mere end 10.000 mennesker har mistet livet.
Nu sætter den danske regering ind med nødhjælp for at støtte befolkningen i Libyen. For historien om syndfloden munder ud i håb og fællesskab – på Noahs tid og i dag. Regnbuen står smukt i skyerne som tegn på, at regnen ikke bliver ved med at dominere, solen er på vej til at bryde igennem.
Vores liv er funderet i Gud, i velsignelsen, i håbet. I løftet til Noah om at ødelæggelsen aldrig vil blive total. På tværs af lande, politiske holdninger og forskellig tro finder vi hinanden om jorden og livet, som vi er fælles om.

Bekymringer har det jo med at komme af sig selv. Uroen for, hvordan det skal gå. Bagsiden af at vi er så godt orienteret om, hvad der sker alle steder i verden, er at vi tager det ind og det bekymrer os.
Især de unge mærker det. Bekymringerne for hvad klimaforandringerne fører med sig. Kan livet på jorden overhovedet fortsætte? spørger de. Det har fået et navn: klimaangst, den bekymring som den unge generation mærker. Da jeg var barn i 1970'erne, var det frygten for atomkrigen, der var børnenes bekymring. Nu er det klimaet.
De unge er optaget af historien om Noah, fordi den er en urhistorie om, at vores adfærd har konsekvenser. Det var iflg. fortællingen i 1. Mosebog menneskenes dårlige opførsel, der fik Gud til at beslutte at ødelægge det hele med syndfloden. De unge ser en direkte linje til klimadebatten, hvor det er vigtigt vi overvejer vores forbrug og forurening, hvis vi gerne vil have en jord for næste generation.
Og så er det en håbshistorie om at vores fremtid åbner Gud for, midt igennem undergangen.

Så det er vigtigt at være funderet. At hvile i Gud, i velsignelsen, i forsoningen mellem jord og himmel. Det er vigtigt at vi har de store fortællinger med os om undergang og opstandelse, om ånd og fællesskab. Vi tror på den åbne fremtid, at Guds rige viser sig og bryder igennem på uventede måder og steder vi ikke havde forestillet os. Gud skaber altid muligheder, selv i døden.
Det skal ikke være hver dags nye TV-billeder, der bestemmer vores sindsstemning. Det kan vi simpelthen ikke holde til. Det bliver en overbelastning, hvis vi synes at vi skal tage os af det hele. TV elsker jo katastrofer, så har journalisterne seernes fulde opmærksomhed. Men der er nye katastrofer hver uge, og tager vi det hele ind bliver vi stressede.

Der er visdom i det, når Jesus lader blikket hvile på fuglene, det mindste liv. De klarer sig uden at planlægge. De kan ikke producere deres egen føde og finder mad hver dag. Fuglenes liv er funderet i den natur, der er meget større end dem selv, og de er i det uden at reflektere over det. De er, de lever, de kvidrer.
Det kan vi bruge, vi, der reflekterer så meget og bekymrer os. Når livet bliver til toner, til sang, så har vi sluppet bekymringen.
Og Jesus peger på liljerne og græsset på marken, de mest spinkle strå, den kortvarige blomstring. Det har sin egen skønhed. Når vores jord kan det, hvorfor stoler vi mennesker så ikke på at Gud vil os?
Vi finder sjældent ro, når vi lader blikket fokusere på TV-skærmens skiftende billeder. Der kan være stor ro i at finde sin grounding i det nærvær og det liv, der altid er.

Nu skal man ikke bagatellisere sårbarheden. Livet er skrøbeligt, i Libyen og i Danmark. Fugle dør og græs visner og mennesker rammes.
Men det er vigtigt at være funderet i det, der er større end os selv. At mærke, at vi ikke står alene. At tro på det der er på vej til at vise sin styrke, selv om vi lige nu ikke kan se det.
"I har en far i himlen, der ved hvad I har brug for," siger Jesus roligt. Det er ikke bekymringen, der skaber dagen i morgen. Vores fremtid kommer fra Gud. Så stol på ham!

Det er måske kristendommens vigtigste bidrag til vores tid: at jorden er Guds før den blev vores. Vi mennesker har fået jorden overdraget, med et stort ansvar og til stor glæde. Som forvaltere, ikke som ejere.
De store fortællinger om skabelsen og om Noah og regnbuen placerer os på et ydmygt sted. Vi er med rette stolte af vores tekniske landvindinger og videnskabens vældige indsigter, og vi kunne ikke klare os uden dem. Og stadig er livet så meget større end os, at det er på sin plads at være ydmyg. Der er så meget vi ikke forstår, der er så meget vi ikke er herrer over.

Så fuglenes sang minder os om at takke Gud for livet. Græssets spinkle strå minder os om sårbarheden, så kort livet varer. At meditere over det er medicin mod, at bekymringerne tager overhånd og stressen indfinder sig, når vi tager det hele ind og tror vi kan håndtere alle verdens problemer.
Syndfloder og klimaangst, håb og fællesskab, tilliden til at Gud vil beskytte os. Det er alt sammen os, og Gud har vedkendt sig os og stillet sig bag vores liv, dengang med Noah og da Jesus satte sit liv ind for os på korset. Vi er regnbue-mennesker, som lever under Guds velsignelse.

Mogens Ohm Jensen