Trommer og tungetriller, recitation fra Bibelen og meditativ sang fyldte Jakobskirken, da den eritreiske ortodokse menighed fejrede Sankt Michael, ærkeenglen som deres menighed er opkaldt efter. Denne lørdag i november havde bygningen svært ved at rumme glæden og de mere end 400 mennesker i alle aldre, som havde søgt til Roskilde fra Stor-København, Køge Bugt-området og det øvrige Sjælland.

Tigrinya er det sprog, der tales i Eritrea og i Tigray-provinsen i Ethiopien. Det er et semitisk sprog i slægt med arabisk og hebraisk. De tigrinsk-talende føler sig tæt på Bibelens originalsprog og det aramæiske, som Jesus talte.

Menigheden består af mennesker, som er indvandret til Danmark inden for de sidste 25 år. En del er unge familier som er flygtet fra krig, politisk undertrykkelse og naturkatastrofer. De har brug for netværket med hinanden og for at fejre livet sammen og vokse i tro, håb og kærlighed. Derfor har menighedsrådet stillet Jakobskirken til rådighed en lørdag om måneden for gudstjeneste med dåb og nadver, og nogle gange også bryllup.

Den ortodokse kirkes gudstjeneste er båret af sang og recitation og involverer hele familien. Man kommer og går og deltager i sang og bøn og samtale, som man nu har mulighed for, alle i pænt tøj draperet med hvidt klæde over skuldrene eller over håret.
Mens præsten synger for, stiller en to-årig pige sig op og kigger nysgerrigt på, indtil en storebror får hentet hende og bærer hende med ned til mor. Også de mindste børn deltager i nadveren, når præsten dypper fingeren og lader barnet sutte og få del i velsignelsen ved, at Jesus Kristus deler sit liv med os.

Ved fejringen af Sankt Michaels helgendag kom den eritreiske ortodokse biskop for Europa rejsende fra Milano for at forestå gudstjenesten sammen med de præster, som bor i Danmark. Også eritreiske præster fra Kristiansand og Sverige var rejst til Roskilde for at medvirke på den store festdag.
Som det er skik i den ortodokse kirke på de store højtidsdage, varer gudstjenesten mange timer. Vigilien begynder fredag aften og man våger og synger og faster hele natten, indtil glæden bryder igennem lørdag formiddag. Når gudstjenesten er til ende, bryder man fasten med et fælles måltid, enten i kirken eller hjemme hvor familien bor.

Tro er noget fælles menneskeligt, og den tigrinsk-talende menighed havde inviteret danskere fra Jakobskirken til at være gæster ved gudstjenesten. Mange frivillige er engagerede i at sørge for de smukke ikoner, betjene lydanlægget, danse med trommer og indrette det hellige område med baldakin og alter. Frivillige forberedte også maden og organiserede indsamling af penge til de fælles udgifter. De sidste tog sig af den omfattende rengøring og oprydning, trætte og glade efter en intens begyndelse på weekenden.
På den måde ligner gudstjenesten på tigrinya den måde at være kirke på, som vi kan lide i Jakobskirken, hvor mange har ejerskab til det, der skabes imellem os.

Mogens Ohm Jensen, sognepræst