"Gud er engageret, og den som vil gå Guds ærinde må engagere sig"
Per Lønning, norsk biskop

Udenfor er naturen sprunget ud i fuldt flor. Det er som om vi er mere sammen med hinanden i sommertiden. Vi myldrer ud af husene eller lejlighederne, ud i alt det grønne. Naboer som vi måske knap har set hele vinteren, bliver igen en del af vores hverdag; vi får en snak over hækken eller inviterer hinanden ind og bese det nytilkomne i en blomstrende have. Grillen bliver tændt, og det virker hyggeligere at have gæster, når vi kan lave maden sammen ude i solskinnet. Fællesskabet kommer næsten af sig selv om sommeren, hvor de fleste af os oplever at vi har kræfter og overskud til hinanden.

Det er ellers ikke altid nemt, det med at engagere sig i sine medmennesker og omgivelser. Til hverdag kan vi tit føle os stressede og overbebyrdede. Nogle gange er det som om folk trækker i os fra alle ender og kanter, og vi føler os tvunget til at skære noget fra og fokusere på os selv og vores nærmeste. Forståeligt nok. Andre gange er vi måske bange for at falde igennem, for ikke at kunne leve op til kravene omkring os om at være smukke, sunde og gode mennesker. Frygten for ikke at slå til kan afholde os fra at være en del af fællesskabet i skolen eller på arbejdspladsen.

"Jeg er vintræet, I er grenene", sådan siger Jesus ifølge Johannesevangeliet til sine disciple. Jesus lærer os, hvem Gud er. At Gud er barmhjertig; at Guds kærlighed omfatter os alle, også der hvor vi ikke slår til. Jesu disciple svigter ham gang på gang; trods de bedste intentioner om at våge med ham, falder de i søvn, og de vil ikke kendes ved ham, da det virkelig brænder på. Alligevel holder han fast ved dem og giver sit liv for dem. For os.

Om sommeren bliver fællesskabet synligt udendørs over det ganske land. Men det kristendommen fortæller os, er, at det fællesskab også findes, selvom vi ikke lige kan få øje på det. Gud er med sin ånd til stede i vores verden, og i Gud har vi fællesskab med hinanden – også med dem, der er anderledes end os selv. Vi er ikke bare en spinkel kvist, der hver især er overladt til os selv; vi vokser på en stamme med solide rødder. Og som grene på stammen er vi mennesker uløseligt forbundet.

At turde tro på at man er elsket og holdt af, som den man er, sætter én fri til at være den, man er. Ikke fri fra vores forpligtelser overfor hinanden eller os selv, men fri til at deltage i fællesskabet, hvor vi møder det; i familiens skød, hos venner og kolleger, i kirken og på samfundsplan. Fra at ville være fri fra noget, kan vi være fri til noget. Og det er noget ganske andet.

Rigtig god sommer – hele året!
Sognepræst Marianne Pedersen