Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov

Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov

Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov

# Dagens løsenord

Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov

De næste 14 dage er uvante for mange danskere, der er blevet pålagt at blive hjemme fra arbejde, skole og sociale aktiviteter grundet coronavirussen. Biskop over Haderslev Stift, Marianne Christiansen, vil hver dag skrive en tekst over dagens løsenord, indtil vi atter kan samles i samfundet og kirkerne.

13.03.2020

Kære alle,

Denne dags ”løsensord” lyder ”Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov”. (Galaterbrevet 6,2).

Løsensord. Det er en tradition i Brødremenigheden, at man en gang om året trækker lod mellem forskellige bibelord, så der vælges ét  - et løsensord - til hver dag: Et fra Det gamle Testamente og et fra Det Nye Testamente. Da jeg i dag så, at denne dag, fredag d. 13. marts 2020, har dette ord fra Paulus´ brev til Galaterne – som vi for øvrigt bruger ved hvert bryllup i folkekirken – blev jeg helt opmuntret. For det er jo netop det, vores usædvanlige situation lige nu drejer sig om. Al håndspritten og hjemmearbejdet og aflysningerne og mærkelige hilsemåder og den tiltagende isolation. Det har alt sammen til formål, at vi skal bære byrderne for hinanden. Vi skal afstå fra ting og gøre os umage i det håb, at andre ikke vil blive smittede.

For mig har det været og er meget svært, at vi i denne situation – og netop i denne! – skal afstå fra at holde gudstjenester og holde kirkerne lukkede undtagen for kirkelige handlinger, som så kun må gennemføres med meget begrænsede deltagerantal. Jeg tænker hele tiden: ”Jamen, hvorfor skulle man blive mere smittet af at gå ind i kirken end ind i Netto?” og sådan tænker I andre sikkert også om mange ting. Men da jeg nu så dagens løsensord, kom jeg i tanker om, at alt det, vi afstår fra og lukker – også det, vi selv synes er uundværligt eller ikke kunne skade nogen – det gør vi for at bære hinandens byrder. Byrderne, også sygdomsbyrderne, skal fordeles så ligeligt som muligt. Så for hver eneste smittekæde, der bliver forsinket eller afbrudt, har vi fordelt byrderne mellem os. Ved at hjælpe hinanden med at fordele byrderne, følger vi Kristi bud.

Løsensordet til i Dag fra Det gamle Testamente er fra Moseloven og hedder: ”Du må ikke forbande en døv, eller for en blind til at snuble. Du skal frygte din Gud”.( 3. Mos. 19,14). Altså: Hvis du har gudsfrygt, respekt for Gud, så skal du også have respekt for de svage og syge og du må aldrig vise foragt ved at mobbe eller udstøde mennesker, der er ramt af sygdom eller er særlig udsatte. Foragt og mobning udøver vi, når vi ikke kan forstå, at den døve og blinde, syge eller udstødte, flytning eller nødlidende lige så godt kunne have været mig selv. Også det er værd at huske på midt i en smitte-epidemi, hvor grænserne mellem syge og raske bliver svævende. Vi ved egentlig ikke, hvornår det os selv, de er de syge, og vi opdager, at vi alle grundlæggende har samme vilkår: Vi er sårbare mennesker. Derfor skal vi bære hinandens byrder.  

I den kommende tid vil jeg hver dag reflektere over dagens løsensord, mens vi venter på, at vi igen kan samles i samfundet og i kirkerne.

Med venlig hilsen Marianne Christiansen, biskop over Haderslev Stift

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed