19.03.2020

Kære alle,

Jeg skal passe på ikke at blive ked af det i disse dage. Normalt ville man være glad på en solbestrålet forårsdag, hvor fuglene viser vejen med deres kvidren og puslen rundt mellem tørre blade i hækken, som om de gjorde forårsrent. Og jeg har alt muligt at være glad for, gode vilkår, ingen syge i familien, fast arbejde. Men tanken om, hvad der går for sig i andre lande, kan tage lyset ud af foråret: Tanken om kinesernes, italienernes og iranernes og spaniernes vilkår; tanken om syrerne, der nu i præcis ni år har været hærget af krig og nu får epidemien skyllende ind over de elendige forhold i flygtningelejre og ødelagte byer. Dertil tankerne på de mennesker herhjemme, som har mistet, og dem, der uundgåeligt kommer til at miste deres kære på grund af corona, og dem, der skal igennem et hårdt sygdomsforløb, før dette er overstået; tankerne om dem, der mister deres arbejde og forretning, deres opsparing og måske deres livsværk. Tankerne om dem, der ikke kan få besøg, og som lider under ensomhed, eller som simpelthen ikke har noget hjem at blive hjemme i.

Og imens går vi bare og venter. Venter på, at det nødvendigvis må blive værre, før det kan blive bedre. Som jeg har forstået det, skal smitten nødvendigvis nå til halvdelen af befolkningen, som så bliver immune over for den, før den begynder at aftage, fordi den ikke kan finde nok nye ”værtsfolk”. Det skal helst gå langsomt, så sundhedssystemet kan følge med. Men det skal uundgåeligt blive værre end det er nu, før det kan blive bedre.

Jeg skal passe på ikke at blive ked af det, for det gavner ingen. Derfor lytter jeg til andres opmuntring, jeg læser og lytter til musik og til fuglene og vinden. Jeg læser løsensord, i dag fra Salmernes Bog 50,1 ”Herren, gudernes Gud, taler, han kalder på jorden fra øst til vest”. Det lyder som indledningen til Fadervor: ”Fader vor, du, som er i himlene – ” – i himlene, uendeligt og dog lige nær over hele jorden, fra øst til vest. Lige nær i Syrien som i Sønderjylland. Når Gud kalder, skabes der nyt mod. Og fra Det nye Testamente: ”Det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser, men betroede os ordet om forligelsen.” (2. Korinterbrev 5, 19). Ordet om forligelsen. Det må være ordet om fred, tilgivelse, forsoning. Og det gælder hele verden, ikke bare mig. Selv om det netop er det verdensomspændende i denne pandemi, der gør mig fortrykt, midt i mine gode vilkår, så er det også på en omvendt måde det, der kalder på, at jeg forstår, at jeg er en del af et større fællesskab. Ikke kun i mine familie, i Danmark men udover hele jorden. Den samme skrøbelighed og dødelighed bliver mødt at det samme kald til fred , forsoning og tilgivelse. Gud er lige nær hos alle. Og også, når man er ked af det. For det er jeg nok ikke den eneste, der er - selv midt i forårssolen.

Med venlig hilsen Marianne Christiansen, biskop over Haderslev Stift.