25.03.2020

Kære alle,

Ydmyghed. Det ord var for bare få år siden nærmest et fremmedord. Det indgår i dagens løsensord fra Det Nye Testamente: ”I skal alle være klædt i ydmyghed over for hinanden”(Første Petersbrev 5,5).

Bare for få år siden var det virkelig umoderne at være ydmyg. Man skulle være en vinder, vise selvtillid og vise, at man havde kontrol over sit liv. Måske er det stadig sådan – måske er altid moderne at være en vinder. Alligevel er det, som om vi har fået mere sans for ydmyghed som noget, der er nødvendigt, hvis vi skal leve med hinanden og med vores fælles jord. Ydmyghed betyder noget, der er blødt, mygt, noget, der ikke gør sig stort og dominerende over for andre. At være ydmyg betyder at give plads til andre og ikke sætte sig selv forrest.

Alle mennesker er egoister, siger man nogle gange. Alle mennesker handler kun af egen interesse og for at få mest muligt til sig selv. Jeg tror ikke, det er sandt. Jeg tror, der findes en ydmyghed, der kommer af kærlighed og hensyn til andre. At være ydmyg betyder ikke at nedværdige sig selv, men at se værdien og værdigheden i de andre. Der er nogen, der med rette har peget på, at der i coronakrisen ligger en ydmyghed, et hensyn over for de mest sårbare i samfundet:  Et hensyn, som ikke har at gøre med at fremme vækst og indtjening – tværtimod. For bare få år siden ville man mene, at det var det eneste, der drev samfundet og menneskerne: Mere og mere materiel velstand til os selv. Men det er det ikke. Hele samfundet lukker ned og taber vækst for at vise ydmyghed over for de mest sårbare.

Mennesket er ganske vist også egoist, men ikke kun. Vi har også en ydmyghed, når vi opdager, at der er andre og andet i verden end mig. Det gælder i forhold til vores medmennesker og i forhold til skaberværket. Det gamle Testamentes løsensord til i dag hedder:  ”I vender op og ned på det! Som om pottemageren regnes som leret! Kan en ting sige om ham, der lavede den: ”Han har ikke lavet mig”? Kan det, der er formet, sige om ham, der formede det: ”Han har ingen forstand”?” (Esajas’ Bog 29, 16.) Vi vender op og ned på livet, hvis vi hele tiden tror, at det er os selv, mig selv, der er verdens skaber og formålet med alting. Vi får vendt os rigtigt, når vi får øje på, at vi er en del af skaberværket sammen med alt det andet liv. Vi er en del af et fællesskab sammen med andre mennesker. Vi har opgaver i at støtte og hjælpe hinanden og klæde os i ydmyghed over for hinanden.

Med venlig hilsen Marianne Christiansen, biskop over Haderslev Stift.