30.03.2020

Kære alle,

Dagens løsensord fra Det Gamle Testamente lyder: ”Rejser man sig ikke, når man er faldet? Vender man ikke tilbage, når man er vendt om?” (Jeremias´ Bog 8,4)

Og fra det Nye Testamente:  ”Jesus siger: Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort” (Johannesevangeliet 6,37).

”Op igen”, siger jeg næsten uden at tænke over det, til små børn, der falder. Op igen! Måske er det fordi man gerne vil have, at de skal lade være med at græde og straks komme op igen og få afledt opmærksomheden fra det, der gjorde ondt. Måske er det, fordi man vil skynde sig at fortælle, at det ikke er meningen, de skal blive liggende, men at de sagtens kan rejse sig igen. Eller måske er det bare for at fortælle dem, at man har set deres ulykke og vil være med til at hjælpe dem op. Jeg ved det faktisk ikke, jeg kan bare ikke lade være med at sige det. Det er ikke altid, det giver mening at sige: ”Op igen!”. Der findes fald og ulykker, man ikke kan rejse sig fra, og sorg, der ikke går over, og som ændrer ens liv for altid. Til et barn, der styrter i vandet, ville man heller ikke sige ”Op igen”, men springe i efter det.

Der findes mange fald i dette liv, som man kan rejse sig fra igen og børste gruset af knæene. Og der findes også en del veje, som man beslutte sig at ændre: Gå en anden vej, vende om, hvis man nu er på vej u i noget dumt. Gad vide, om vi, når coronakrisen er ovre, ser anderledes på nogle ting og vælger nye veje, fordi vi har opdaget, at vi tankeløst gik i nogle dumme mønstre? Det er muligt. Og ønskeligt. Men der findes også fald og dødsfald, som vi ikke kan rejse os fra eller vende os væk fra. Ting, vi ikke kan ændre. Veje, der endte blindt.

I de fald og tilfælde lyder Jesu ord fra Johannesevangeliet som en trøst: Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort. Også når du kommer med de ting, der ikke er noget håb for og som ikke kan ændres. Og så når vi ikke kan rejse os igen, men skal løftes og bæres. Med venlig hilsen Marianne Christiansen, biskop over Haderslev Stift.