Vinden kan fylde et sejl, så skibet rider på bølgerne og skyder en god fart. Vinden kan løfte mælkebøttens frø og bære dem med sig, så de lander langt væk.

Sømanden glæder sig over vinden, der bringer ham frem til andre lande. Haveejeren raser over det der giver ham ekstra arbejde med at luge. Barnet ser legen i det vinden gør.

Det var det disciplene fik øje på, det legende i det hele. Det var det de mærkede: det der rykker, det der får os til at flytte os, det der irriterer nogle og glæder andre. Ånden, kaldte de det. For hvad skulle de ellers kalde det, det der fører mennesker med sig nye steder hen, det der får frø til at sprede sig og sætte solgule blomster, forstyrrende klatter af noget anderledes der hvor vi gerne vil have det hele skal være ens? Den vind, der står i pagt med Guds åndedrag, den leg der er livet i alt levende.

De havde ellers ikke modet, disciplene. Modet til at tænke stort, modet til at se langt, modet til at række ud efter det vi længes efter - det lå disciplene fjernt. Der var ingen der flyttede sig af sig selv, de gemte sig, holdt sig inde bag lukkede døre og lod frygten bestemme.

Deres vejleder var væk, båret væk af … ja, af hvad vidste de ikke. Ikke af vinden, i hvert fald, der skulle mere til. Rådvilde og uden retning var det klogeste at holde sig for sig selv og ikke blande sig med andre. Heller ikke selv om der var fest i byen og gaderne udenfor rungede af mange fødders trin, af latter og sang, af snak og heftige diskussioner på sprog de ikke forstod. Pinse – det var uden for, inden for var de tavse. Jerusalem var en åben by, men disciplene havde lukket skodderne til.

Så var det at vinden kom. Selv om døre og vinduer var lukkede, blæste det. De kunne høre det suse. De kunne mærke det på huden. De kunne se hvordan ansigterne begyndte at gløde hos de andre og fornemme, at de selv blev tændt. Noget greb dem og fyldte dem og førte dem med sig, noget som de bagefter måtte kalde Ånden, det åndedræt som er livet i alt levende.

Og som om det var en leg, en leg med ord, rejste de sig og gik ud på gaden og talte med dem de mødte. Talte med alle de feststemte, dem der var kommet til Jerusalem for at fejre pinse, mennesker som havde sejlet med skibe båret frem af vinden og havde vandret gennem solgule mælkebøtteenge op til Guds by.

Og folk oplevede, at de genkendte sig selv i det som disciplene fortalte. Historien om Jesus var historien om dem selv og om kærlighedens udfordringer, om hvad det er der får os til at tro selv om det ser umuligt ud, om håbet der holder os oppe. Folk lo med i glæden og blev smittet af begejstringen, og folk genkendte i det som disciplene havde oplevet med Jesus, det irriterende og afmagten når ikke det går som vi gerne vil have det – og så opstandelsen i at det ikke er os, men Gud, som bestemmer over vinden og kærligheden og over livet og døden.

Det blev en leg med ord, ord på mange sprog. Og forskellene i udtale og grammatik var ingen hindring, for de stærke ord bar tværs over nationaliteter og kulturgrænser og fik folk til at mærke det samme, gløden, bevægelsen, det levende i livet. De så sig selv i det, som disciplene fortalte om Jesus. Det gav mening. Det var Ånden der greb dem. Og det kom bag på dem, som spiritus kan gøre det når vi får for meget, ligesom vinden kan vælte os omkuld når det blæser heftigt og det tager lidt tid før vi får samlet os og får rejst os igen.

Da de rejste sig, var de blevet menighed, og disciplene var blevet apostle. De havde gjort den samme erfaring: at de blev båret af en fælles vind, på vej mod nye steder, i gang med at så frø og sætte solgule farver på verden.

Mogens Ohm Jensen

Genfortælling af pinseberetningen Ap.G. 2,1-11

ved Pinse i fri luft, Folkeparken, 25.5.2015