Glæden ved at få fri fra skole - i 1945 og i dag 
Tut husker tydeligt d. 5. maj 1945. Hun var 12 år gammel, og aftenen før havde hun siddet foran radioen sammen med sin mor og far og hørt budskabet om at tyskerne overgav sig. Da hun kom i skole d. 5. maj om morgenen, blev alle eleverne samlet rundt om flagstangen, hvor de hejste flaget og sang en sang, og så fik de lov at gå hjem og holde fri. "Det var rigtigt festligt at man fik lov til at gå hjem fra skole sådan en ganske almindelig dag", siger Tut med et stort smil i videoen her, hvor hun fortæller om, hvordan hun oplevede befrielsen.

Da jeg i anledning af 75 året for Danmarks befrielse spurgte konfirmanderne, hvad frihed betyder for dem, var der en der nævnte det at få sommerferie og vide at man ikke skal i skole, men har fri og kan gøre hvad man vil. Glæden ved at få fri fra skole tror jeg at alle mennesker der har gået i skole, kender og husker - uanset hvor gamle vi er i dag. Fornemmelsen af frihed i kroppen, når man har sunget feriesang sammen med sine kammerater og går hjem, og dagene ligger åbne foran en, dage med sommer og sol og leg og is, dage hvor der ikke er noget man "skal", men man kan gøre det man har lyst til.

Da forskrækkelsen over Statsministerens meddelelse om Danmarks nedlukning havde lagt sig, tror jeg at en del danskere oplevede lidt af den samme fornemmelse af frihed. For mange af os lå der nu åbne dage foran os, dage hvor der pludselig ikke var noget vi skulle. Ah, sikke en frihed! De mindste iblandt os nød at have masser af tid med far og mor, og teenagerne nød at kunne blive hængende på værelset foran computeren. Selv os der stadig gik på arbejde, mærkede at vi ikke længere var under det samme tidspres, fordi der ikke var så mange deadlines eller folk i venteværelset. Og dem der var uden arbejde eller bundet til hjemmet pga. sygdom og skavanker, følte sig måske mindre alene, fordi der pludselig var mange andre i samme båd.

Savnet efter hverdagen
Men som tiden gik, mærkede de fleste af os nok også et savn. Et savn efter legekammeraterne, skolen, det fysiske samvær med kolleger og venner og familie. At kunne gå i biografen eller glæde sig til at skulle på festival eller ud at rejse. At kunne planlægge igen. Et savn efter hverdagen simpelthen.

Savnet er tegn på at der er noget og nogen i hverdagen vi holder af. Og måske kan vi bruge denne tid til at reflektere over hvad det er? Og om vi kan blive bedre til at skabe rum i hverdagen hvor vi også kan mærke fornemmelsen af frihed, så den ikke kun er forbeholdt ferier og særlige mærkedage?

Vi er en del af en større sammenhæng
Når vi bliver født, får vi et liv forærende, en lang eller kortere række af dage, der ligger åbne foran os. Men de dage er ikke blanke, heldigvis! De er fyldt med ansigter og hænder, med grin og gråd og leg og alvor. Vi fødes ind i en sammenhæng - og vi lever vores liv som del af en sammenhæng. En sammenhæng der rækker langt ud over vores egen familie, plejefamilie, opholdssted, vennekreds og helt ud til alle mennesker i hele verden. En sammenhæng, der ikke kun holdes sammen af at vi deler den samme jord - og i øjeblikket den samme virus - men som holdes sammen af Guds kærlighedsmagt. Den der insisterer på at vi er Guds børn og hinandens brødre og søstre. Kærligheden er altid hos os; både når vi holder fri fra skole og lige midt i hverdagen. Og det at vi kan stole på kærligheden, kan hjælpe os med at holde os åbne, så dagene ikke kun handler om alt det jeg skal, men også om at være nærværende og fri til at opleve det der sker på min vej, og være der for de mennesker der har brug for mig.

Hvad vil vi bruge friheden til?
Under 2. verdenskrig var der mennesker der kæmpede og gav deres liv for friheden. For at vi alle sammen kan have en tryg og sikker hverdag, uanset vores etniske herkomst, politiske overbevisning eller seksualitet.  Deres kamp førte bl.a. til at man i årene efter 2. verdenskrig havde fokus på at bygge nye institutioner som FN, der skulle være med til at sikre at de enkelte lande samarbejdede, og forstod at de hørte til en i en sammenhæng, hvor de var gensidigt afhængige af hinanden.

Jeg håber at vores oplevelser af at være isoleret her under corona-krisen og erfaringerne med hvad der er med til at skabe fællesskab i sådan en tid, giver os en øget forståelse for alle de sammenhænge vi hver især indgår i. At vi forstår at det at være fri og at høre hjemme i en forpligtende sammenhæng ikke er hinandens modsætninger, tværtimod. At vi får lyst til at prøve at skabe rammer i hverdagen hvor fornemmelsen af frihed også hører med. At vi finder mod til at kæmpe for at den frihed de fleste af os selv nyder, også må blive andre til del.

I takt med at vi bliver fri fra nogle af de restriktioner som coronavirus har medført, så håber jeg at vi i endnu højere grad vil sætte pris på de mennesker vi møder i vores hverdag.  Og jeg håber at vi vil se kreativt på hverdagen og hjælpe hinanden med at gøre den bedre end den var før. Så vi bruger den nye hverdag til at bygge noget op til gavn for os alle sammen. Hvad enten det er tilliden til vores medmennesker, fællesskabet i skoleklassen eller på arbejdspladsen, en mere demokratisk kultur hvor vi lytter til hinanden, vaccine-forskningsprojekter eller teknologiske løsninger til hvordan vi lagrer grøn energi. Eller det at sørge for flere grønne områder i vores byer; mange af konfirmanderne forbinder frihed med luft og med det at være udenfor - og det skulle de jo gerne kunne blive ved med.

Til lykke med at vi lever i et frit land! Må vi bruge friheden - både den vi allerede har, og den vi får - klogt, kreativt og omsorgsfuldt!