Bibeltekst: Lukasevangeliet kap. 2 vers 25-40

Nu er vi nået til julesøndag.

Så længe har vi set frem til jul, forberedt os og haft forventninger.

Vi bliver alle sammen lidt som børn op mod jul, og synes det hele skal være, som da vi var børn. For det meste husker vi nemlig mest alt det gode fra barndommen.

Og så er det jo sådan, at nogle gange bliver forventningerne afløst af glæde og opfyldelse – heldigvis!

Andre gange er det skuffelse, der fylder – for det blev ikke, som man håbede.

Julen blev ikke den jul, man havde forestillet sig. Måske viste den tvært imod, at der er noget, der skal reddes ud.

For andre har den som sagt måske været dejlig og rolig og med god stemning – men helt som da vi var børn? – næppe.

I år er der så oven i købet kommet det ekstra benspænd: corona, som har gjort at vi på flere områder ikke kan gøre som vi plejer, ikke kan være sammen i det omfang vi ønsker, ikke engang i kirken, og måske er vi også bange og udsatte i situationen.

Samtidig er vi lige straks på vej ind i det nye år.

Nu er det dén aften, vi snart forbereder os til og ser frem til, ja faktisk til et helt nyt år – og har forventninger til.

Bliver de opfyldt, eller bliver det en skuffelse?

Ja, gad egentlig vide om det bliver meget bedre end det gamle år?

Ingen af os bliver i hvert fald yngre.

Vi bliver voksne, ældre, gamle – og vi mærker det på forskellige måder gennem årene.

Nogle ting går til og forsvinder hos én med alderen, andre områder skærpes, og man fokuserer.

En af de sider, der skærpes og forstærkes hos en del af os efterhånden som vi bliver ældre er tålmodighed og taknemmelighed.

Så er der måske håb for os alle sammen!

Begge dele – både tålmodighed og taknemmelighed – kommer til udtryk hos de to gamle, som evangelisten Lukas fortæller om: Simeon og Anna.

Simeon har ventet og ventet på at få lov til at se Guds frelse. Han er bevidst om, at tiden løber ud for ham, derfor er han lykkelig nu, hvor hans ønske opfyldes.

Lykkelig efter tålmodig venten - og taknemmelig.

Simeon har tilsyneladende haft tillid til Gud – som et lille barn.

Også i sin høje alder har han bevaret den sikre – barnlige – tillid til sin Gud – tilliden til at hans ønske nok skulle gå i opfyldelse.

”Mine øjne har set din frelse”, udbryder han, da han tager Marias og Josefs barn i armene.

Jeg tænker: Gad vide hvad det var han så, den gamle Simeon! For Jesus var jo et almindeligt barn, et almindeligt menneske, født af en kvinde.

”Mine øjne har set din frelse!”

Hvad var det Simeon så? Er det indlysende at se et nyfødt barn som frelse? Hvordan ”ser” man overhovedet frelsen? Frelsen fra Gud?

Hvad var det den gamle mand, Simeon – som formodentlig havde nedsat syn og grå stær og hvad ved jeg – hvad var det han ”så”?

Mon det snarere er ”indså”? Indså Simeon noget her ved mødet med det lille barn?

Måske var det overraskelsen, der fik Simeon til at udbryde Mine øjne har set din frelse!

For overraskende er det da, at Gud er et lille barn, Gud er et menneske – som os.

Måske så Simeon dér med barnet i sine arme, at Gud er den, vi må tage imod med taknemmelighed, som vi tager imod et lille barn.

Og hvis det er så enkelt, så er det egentlig ganske barnligt – altså så skal vi blot som et barn tage imod Gud, der kommer til os – og være begejstret og taknemmelig.

Vi behøver ikke gøre det kompliceret.

Simeon, den gamle, bliver som et barn igen, da han tager imod barnet og ser, at barnet er Gud, der kommer til os.

Jesus lærte os som noget ganske nyt at kalde Gud for far.

Når vi beder Fadervor, går vi faktisk netop ind i den barnlige tillid til, at vi hører til hos Gud.

Så indser vi måske, at vi får livet og håbet givet, for det kan vi aldrig tage selv.

Simeon har tålmodigt ventet og ser nu – indser nu – med taknemmelighed – at Guds frelse er et barn, et menneskebarn, er Gud i verden.

Vi tror på en Gud som – også – er menneske.

Et menneske, som den gamle Simeon i templet kunne holde mellem hænderne, løfte op, tage ind til sig i taknemmelighed.

Et menneske, der døde en ond og smertefuld død. En død, der kun gav mening, fordi den, som døde, også var Gud.

Fordi Gud ikke selv kan dø, men han vil dele vores død med os. Og han vil give os liv med ham efter døden på jorden.

En Gud, der både er et lille barn, vi kan tage imod i vores hjerte, og en far til hvem vi kan have tillidsfuld, barnlig tro.

Måske kan tålmodig venten, som den Simeon viser os, indgyde os den tro og barnlige tillid i hjertet, så vi kan gå mod det nye år med fortrøstning og taknemmelighed.

Amen