Gud er de ydmyge steder - der hvor der er allermest brug for det Prædiken til 2. juledag  af Marianne Pedersen

Jesus sagde: “Jeg sender profeter, vismænd og skriftkloge til jer. Nogle af dem vil I slå ihjel på et kors, andre vil I piske i synagogerne og forfølge fra by til by. Men I kommer til at stå til regnskab for alt det blod, der har flydt på jorden fra de uskyldige, lige fra Abel til Zakarias, Barakias' søn, som I slog ihjel mellem templet og alteret.  Jeg kan godt sige jer, det er jer, der lever nu, som kommer til at betale for alt det her.

 Jerusalem, Jerusalem! Du slår profeterne ihjel og stener dem, Gud har sendt. Hvor tit har jeg ikke villet samle dine børn, ligesom en høne samler kyllingerne under sine vinger, men I ville ikke. Så hør nu: Jeg overlader templet til jer selv. Det er tomt og forladt, og I vil ikke se mig igen før den dag, I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!" (Matthæusevangeliet 23,34-39)

Glædelig 2. juledag!

Efter at have fejret barnet i krybben og hørt om engle der synger af glæde, så river den voksne Jesus’ ord os nu brat tilbage til en barsk hverdag, hvor det at følge ham på kærlighedens vej, kan kræve store ofre.

Men er det ikke sådan det altid er i kirken og den kristne fortælling? Og her tænker jeg ikke på det offer det er, at vi ikke kan fejre gudstjeneste sammen i denne jul – selvom det virkelig er et stort savn! Jeg tænker på hele fortællingen om Gud og mennesker; her varer den store lykke sjældent ret længe. 

Tag Adam og Eva f.eks. Det var kun i ganske kort tid at de gik og beundrede skaberværket – fra smukke sommerfugle og majestætiske træer til imponerende bjerge og vidtstrakte have – de nød det kun kort tid, så ødelagde de det hele ved at spise af træet til kundskab om godt og ondt. 

Eller hvad med forklarelsen på bjerget, hvor Jesus tog Peter, Jakob og Johannes med op på bjerget, og de så Jesus’ guddommelighed: hans ansigt strålede som solen og hans tøj blev lysende hvidt. Peter foreslog straks at de skulle lave hytter deroppe, så de kunne slå sig ned der og blive i det guddommelige lys i al evighed, men Jesus tog dem med ned igen med det samme. Og så snart de kom ned, blev de mødt af en far, hvis dreng var besat af en dæmon og havde frygteligt brug for deres hjælp.

På nuværende tidspunkt burde vi måske have indset, at Guds rige altid kommer indpakket i ydmyghed.  Jesus er først og fremmest til stede der hvor den menneskelige lidelse er allerstørst - ikke i forklarelsens lys oppe på et bjerg, men midt i en flok hjælpeløse mennesker, der råber på hans hjælp. Ikke i et smukt pyntet kirkerum, men hos dem som sidder ensomme derhjemme – og hos dem der ikke har et hjem de kan være i.

Sådan har det altid været. Tænk på hvad det var for et syn der mødte hyrderne, da de kom for at se den nyfødte himmelkonge. De så selveste Gud i kød og blod – men hvordan så han ud? Han var et lille, sårbart barn, der lå i en krybbe. Et lille barn – og ikke i et slot omgivet af et helt hof og masser af tjenere, men i en stald, omgivet af køer og mus, og sammen med sin mor Maria og papfar Josef - ikke derhjemme i tryghed, men ude blandt fremmede. Sådan valgte Gud at vise sin guddommelige herlighed: i al ydmyghed, i skikkelse af et lille barn.

De jødiske ledere som Jesus skælder ud på i dagens evangelium, kunne ikke se at Jesus var Gud selv, hverken som barn eller voksen. De havde ikke forstået at Guds herlighed viser sig de mest ydmyge steder, der hvor der er allermest brug for det.

Og det er de jødiske ledere ikke ene om. Hvem finder på at søge efter Gud i kulden og sølet? Hvem har lyst til at opholde sig der? Hvem gider at have med de snavsede og syge at gøre? De sårede og bitre. Dem der ikke har noget at bidrage med. Dem der svigter igen og igen. Har vi selv lyst til at have med sådan nogle mennesker at gøre?

Har vi lyst til at have med os selv at gøre, når det er os der er ”sådan nogle mennesker”, når det er os der svigter, os der er syge og snavsede, både indeni og udenpå.

Hvor er det godt at Gud opsøger de ydmyge steder og de snavsede mennesker. Hvad skulle vi ellers stille op – overladt til os selv og vores egen fordømmelse og verdens fordømmelse. Tomme og forladte, som templet i Jerusalem.

Men Jesus lover at være her. Han lover at vi skal se ham den dag vi siger: Velsignet være han som kommer, i Herrens navn”.

Ordene "Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn" stammer fra Salme 118 i Salmernes Bog, og det er en takkesalme der lovsynger Gud. Gud som den gode, den der hører vores suk, og hvis svar befrier os. Gud som den styrke, der hjælper os, så vi ikke er bange. Gud hvis kærlighed er grænseløs og evig.

Der er altid en udvej, en vej væk fra det sted hvor vi er overladt til os selv, det sted som føles gudsforladt - vejen er at tage imod Jesus, som den hvis kærlighed sætter os fri.

Og heldigvis er der mange der lader sig lede af kærligheden. Der er mennesker der ikke viger bort fra snavsede og syge. Heller ikke selv om det er til fare for dem selv. En del af dem er i fuld gang på hospitalerne i øjeblikket, og passer dem der er indlagt med covid19. Lad os huske at sætte pris på det, og sige tak – både til dem og til Gud.

Ordene ”Velsignet være han som kommer i Herrens navn” er en del af den takkesang, som vi plejer at synge, når vi fejrer nadver sammen.

I dag må vi afstå fra at gøre det, men vi kan stadig tage imod ham som kommer og giver os sig selv. Ham som tog brød og vin – et hverdagsmåltid – og lovede at være i det. Ham hvis eget blod flød, så vi kan forstå at ingenting kan skille os fra Gud. Intet er så ydmygt eller beskidt eller lidelsesfuldt, at Gud ikke er til stede. Intet sted kan længere være gudsforladt, for Gud er overalt – omkring os, imellem os, i os, når vi tør at tage imod hans kærlighed i Jesus Kristus. Og hans kærlighed gør alting bedre, indtil den dag hvor han skal blive alt i alle.

Indtil den dag lever vi i vores hverdag, i en ufuldkommen verden. En verden med forfølgelse og uretfærdighed. Men også med glæde og næstekærlighed. Med virus OG med vacciner. Med ensomhed OG med familiesamvær. Og vi er aldrig overladt til os selv. Gud er lige her sammen med os.

Glædelig jul!