Gå bare ind - lyset tænder lige om lidt! 

- en prædiken til Hellig tre kongers søndag af sognepræst Marianne Pedersen Bibeltekst: Matthæusevangeliet 2, 1-12

Fortællingen om de vise mænd minder mig om det spændende ved at være ude at rejse - noget som de fleste af os har måttet savne i året der er gået. Når vi er væk fra de vante omgivelser, er der nogle ting vi må gøre anderledes end vi plejer. Og der åbner sig muligheder for at lære nyt og blive inspireret af steder og mennesker vi møder på vores vej, møder der kan forny og forandre os, så vi ikke er helt de samme når vi vender hjem.

Bagsiden ved at være ude at rejse er at det kan være anstrengende. Vi skal finde vej, finde steder at spise, finde de rigtige ord på et fremmed sprog. Og selv med god hjælp fra lokale, kan man nemt komme til at fare vild - især steder hvor kulturen siger at det er uhøfligt ikke at hjælpe en fremmed gæst, så man hellere viser dem en forkert vej, end siger at man ikke kender det sted de gerne vil hen :-)

Da de vise mænd fór vild, var det ikke nogle andres skyld. De tolkede stjernen på himlen som udtryk for at der var født en ny jødisk konge, og så rejste de straks hen til den allerede kendte jødiske konge, der havde magten over landet og folket. Det er svært at bebrejde dem at de opsøgte Kong Herodes, for det var jo det logiske at gøre - selvfølgelig leder man efter en konge i magtens centrum.

Selv vise mænd kan tage fejl. Men de lærte af deres fejl; de anede at der var noget lusket ved Kong Herodes, og de lyttede da de i drømme fik besked om at tage en anden vej hjem. Måske gav stjernen dem også et praj, for den var tilsyneladende ikke at se mens de var på vej til Herodes, men kom til syne igen, da de var på vej mod Betlehem.

Fortællingen stiller spørgsmålstegn ved vores forestillinger om hvad visdom er. Når de vise mænd følger logikken og deres viden om hvor magtens centrum er i jødernes land, så farer de vild. Men når de er nærværende og opmærksomme på deres omgivelser, så fornemmer de hvor der er ugler i mosen, og hvornår de er på rette vej.

Her har visdom ikke så meget med lærdom og viden at gøre, som med livsvisdom og menneskelig indsigt. Visdom er ikke en pulje af viden, som vi kan finde frem til eksamen, eller når vi spiller Trivial Pursuit; det er noget der vejleder os i den måde, som vi lever vores liv på.

I Jobs bog definerer den trofaste Job visdom ved at citere Gud for at sige: "Visdom er at stole på mig, indsigt er at holde sig fra det onde." (Jobs bog 28, 28)

Ordene udtrykker den vigtige sandhed, at visdom og indsigt kommer til udtryk i hele det liv vi lever, og i hvem vi stoler på, ikke kun i det vi ved.

I fortællingen om de vise mænd er der et skel mellem på den ene side det der er åbenbart og synligt, og på den anden side det som er hemmeligt og skjult. Stjernen kommer f.eks. helt tydeligt til syne på himlen, mens Herodes kalder de vise mænd til sig i al hemmelighed, sådan lidt fordækt.

Her hos evangelisten Matthæus kendetegnes mørket af at der er noget der er skjult, noget der må holdes hemmeligt og som ikke kan deles med andre.

At det kan være en meget stor belastning at bære på hemmeligheder, som man ikke tør dele med andre, det ved vi godt. Det gælder f.eks. når børn i voldsramte hjem ikke tør at fortælle hvordan de egentlig har det, fordi de gerne vil beskytte deres forældre. Eller unge mennesker ikke tør at dele deres tanker om deres seksualitet med andre, fordi de er bange for at blive mobbet.

Det er først når tavsheden brydes, at de kan få hjælp. Når det sker, så oplever de fleste en kæmpe lettelse - også selvom det kan betyde store ændringer i deres liv at sandheden kommer frem. For endelig er der lys over det de har tumlet med - og de skal ikke længere bære det alene, men andre kan bære det sammen med dem og lette byrden. Det hjælper at det er kommet frem i lyset.

Den tid i kirkeåret vi går ind i nu, bliver både kaldt Hellig tre kongers tiden og epifani-tiden. Epifani betyder åbenbaring eller noget der bliver kastet lys på, og det er det ord der bruges i den græske grundtekst, når der står at stjernen kommer til syne på himlen. Det der bliver kastet lys på i epifani-tiden, er Jesus Kristus.

I den kommende tid skal vi ved søndagens gudstjenester høre nogle af de velkendte beretninger om hvordan Jesus som 12-årig underviser i templet, redder en bryllupsfest ved at gøre vand til vin og helbreder de syge. Her igennem lærer vi ham at kende som både sandt menneske og sand Gud. Og jo mere oplyst han bliver for os - jo mere oplyst bliver også vores eget liv. For det er i lyset fra hans kærlighed, at vi ser os selv og vores medmennesker som vi virkelig er: Elsket og elskelige – og med mulighed for at gøre en forskel for andre.

I den anden mulige prædikentekst i dag, som står i Johannesevangeliet, siger Jesus: "Jeg er verdens lys. Den der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys".

Hvad vil det sige at have livets lys? Måske er en dimension af det at alt i os og i vores liv er gennemlyst af ham. At der ikke er noget vi er nødt til at holde hemmeligt for at gøre os fortjent til hans kærlighed. Han elsker os som vi er. Og hans kærlighed kan lyse i os, så vi kan lyse for andre.

Men gennemlysningen kan også have karakter af en afsløring: det er ikke altid rart at se sandheden om sig selv på alle punkter.

Der kommer sjældent noget godt ud af det, hvis vi tror at andre skal vide alt om os. Der kan godt være noget i os selv, som ikke skal deles med andre mennesker. Måske fordi det er noget vi selv skal afklare, eller måske fordi det er meget dyrebart og en del af vores inderste.

Men der er ikke noget, som vi ikke kan dele med Kristus. For han er den der altid ser på mennesker med et kærligt blik. Den der dømmer med kærlighed. I hans selskab kan vi se hele sandheden om os selv i øjnene, både det vi har svært ved og det vi er glade for. Det ubehagelige og det dyrebare. I hans selskab kan vi lade alting komme til syne. Og lade det kærlige blik være det der kan skabe visdom, indsigt og forandring.

Epifani-tidens budskab er at vi skal stole på lyset i Kristus. Stole på at det det afslører, ikke er en dyster hemmelighed, men en stor glæde: at vi ved at følge ham, aldrig skal vandre i mørket, men have livets lys.

Jeg læste en artikel om vigtigheden af at tro på at det lysner. Forfatteren brugte et sjovt eksempel; det handlede om et toilet på hans arbejdsplads. På det her toilet var der ingen vinduer, og lyset tændte først når man aktiverede en sensor inde i rummet, det vil sige at rummet var mørkt, når man skulle træde ind i det. Forfatteren kunne se døren til toilettet fra sit skrivebord, og han kunne derfor se når gæster, som ikke vidste at der var en sensor på lyset, tøvede med at træde ind på det mørke toilet. Og så råbte han til dem at de roligt kunne gå ind, for lyset ville tænde automatisk lige om lidt.

Troen på Kristus giver os et lys der altid skinner for os på vores rejse. Et lys, som vi kan stole på vil tænde, også når vi er omgivet af mørke eller når vores vej fører os ind i fremmede egne. Og når vi bliver bange for at være i mørket - eller møder andre som er bange for det - skal vi minde hinanden om lyset der skinner og viser vej, som stjernen gjorde det for de vise mænd.

Bøn af Tine Illum (efter svensk, Margareta Melin)

Gud. Nu, hvor englenes sang er forstummet, når vi ikke mere kan se himlens lysende stjerne, når de vise mænd er vendt hjem, når hyrderne har fundet tilbage til deres får… … lys da stadig for os. Vi har brug for det. Her hvor vi går fra julens helligdage ud i hverdagene ... vis os da julens arbejde: at finde de tabte, at helbrede de syge, at hele det brudte, at mætte de sultne, at befri de fangne, at bygge en fredelig verden op, at virkeliggøre freden blandt mennesker og lande, at bære fortællingen om Jesus ind i hvert hjerte. Vær middagssol og midnatsstjerne i vores liv, indtil vi for altid skal leve i dit lys. Amen.