- en prædiken til sidste søndag efter Hellig tre konger af sognepræst Mogens Ohm Jensen. Bibeltekst: Matthæus-evangeliet kapitel 17, vers 1-9 Forklarelsen på bjerget.

Hvornår er det, at vi møder det hellige?

Børn ved det, for de oplever det hver gang de leger tagfat. Det sted vi har ’helle’ og hvor vi ikke kan blive taget, der hvor vi er beskyttet mod dem der er efter os, der hvor vi kan puste ud og samle kræfter og genvinde overblikket og modet inden vi igen kaster os ud i legen – der er vi i kontakt med det hellige.

Det er en leg, når børn leger tagfat. Men leg er læring, og legen afspejler en urgammel erfaring af, hvad det hellige gør ved os og hvorfor vi søger det. Det har vi med os som voksne, og vores forståelse af det hellige udvides efterhånden. Bl.a. gennem Bibelens beretninger, når vi som i dag gennem Peters forundring og måde at agere på oppe på forklarelsens bjerg får et indblik i, hvordan disciplene sammen med Jesus oplevede nærkontakten med det hellige.

”Her har jeg helle” – følelsen genkender vi. Nogle af os finder roen i gudstjenesten og i morgenbønnen. Oplevelsen af kontakt og af at være i en zone, hvor vi finder fred. Et ophøjet rum, en intens tid, der er helliget et særligt nærvær. Hvor vi er inde at røre ved nerven i tilværelsen, kærligheden bag ved alting, selve meningen med at vi er her. Et øjeblik af urørlighed, hvor vi bekræftes i hvem vi er og at vi er elskede og i hvad vi skal herfra. Så kan vi lidt igen …

Det hellige har en karakteristisk dobbelthed. Vi er beskyttet – og vi kan ikke blive der. Vi får lov at se og mærke det ekstraordinære – og samtidig kalder det daglige liv på os. Vi er i en zone af fred – og lige bagefter er der noget der melder sig som vi skal, uanset at vi godt ved det er risikabelt. En udfordring vi ikke kan undslå os for.

Det er livet der kalder på os. Det er Guds kald – lige så vel som det er Guds beskyttelse.

Og vi husker, hvordan vi som børn kastede os ud i tagfat’en igen uanset at vi kunne blive taget, for det er det det hele gælder: at være i spil med de andre. Der er både fryd og frygt i børnenes høje hvin, men deres røde kinder viser at legen er til glæde.

”I skal ikke være bange,” sagde Jesus til sine disciple. Han rørte ved dem. Og så fyldte han hele deres blik. Og med en ny indsigt, med hans løfte om at gå med dem, gik de ned ad forklarelsens bjerg.

Det er det, der afklarer sig i mødet med det hellige: troen på at Gud ikke har sluppet os, at Jesus er med os, at vi er med i det store Helligåndens fællesskab og ikke blot overladt til os selv.

Vi oplever hverdagens ’helle’, når der i den vilde jagt bliver hvilesteder og findes åndehuller og åbner sig pusterum, hvor vi kan finde ind til nerven igen og få mod på det vi skal. Gudstjenesten og morgenbønnen og erindringen om det, der giver mening for os, er helligsteder i tid og rum, hvor kontakten bliver intens og vi oplever at være beskyttet og betroet det dyrebare liv sammen.