- en prædiken til Store Bededag af sognepræst Mogens Ohm Jensen. Bibeltekst:  Matthæus-evangeliet kapitel 3, vers 1-10 fra Bibelen 2020:

På den tid blev Johannes Døberen prædikant i Judæas ørken. Han var klædt i tøj af kamelhår. Om livet havde han et bælte af læder, og han levede af græshopper og honning fra vilde bier. Han talte til folk og sagde: »I skal ændre jeres liv, for Guds kongerige nærmer sig.« Det var Johannes, som profeten Esajas havde talt om, da han sagde:
"Der er en stemme, der råber i ørkenen:
Ban vej for Gud,
ret hans stier ud."

Folk fra Jerusalem, fra hele Judæa og fra egnen omkring Jordanfloden strømmede  ud til Johannes. De stod frem og fortalte alt, hvad de havde gjort forkert, og han døbte dem floden.

Der var også en hel del farisæere og saddukæere, der kom ud for at blive døbt, men Johannes sagde til dem: "Elendige kryb! Hvem har bildt jer ind, at I kan undgå Guds vrede? Den er på vej, og derfor skal I leve, så Gud kan se, at I virkelig har ændret jeres liv. Og det hjælper ikke, at I siger til jer selv: 'Abraham er vores stamfar.' Gud kan jo forvandle stenene dér til Abrahams børn. Øksen ligger allerede parat ved foden af træerne, og de træer, der ikke bærer god frugt, vil blive fældet og kastet i ilden."

Det er ligesom Greta Thunberg. Der er samme indignation, samme uforfærdede mod hos Johannes Døberen som vi fornemmede i Greta Thunbergs stemme, da den svenske teenagepige talte til verdenslederne i FN for nogle år siden og revsede dem for ikke at tage klimaforandringerne alvorligt.

’Øksen ligger allerede parat ved foden af træerne’. Det var det hun sagde – nej, det var det Johannes sagde, Greta Thunberg sagde det bare på engelsk og med lidt andre ord. At det er os selv, der bliver ramt, hvis ikke vi lover bod og bedring og gør noget alvorligt ved CO2-udledningerne og vores ødsle forbrug af jordens ressourcer.

Dommedagsprædikanter er et moderne fænomen - og et ældgammelt. For det hører til vores menneskelighed, at vi reflekterer over vores levevis, tænker efter og vurderer hvad der er godt og skidt, og laver om på det hvis vi synes. Og nogle gange har vi brug for dette ’wake up call’, når andre – en profet, en samfundsrevser - sætter fingeren på det ømme punkt og det gør ondt og vi mærker, at det her er vi nødt til at tage alvorligt. Stemmen bliver så kraftig, at vi ikke kan overhøre den.

Nogle af os synes, at Greta Thunbergs stemme blev for skinger. Det syntes de også om Johannes Døberen. Den lokale konge smed Johannes i fængsel og huggede senere hovedet af ham. Kongen gjorde ham tavs – og derfor kan vi høre hans stemme i dag. Der er opstandelse i, at den de toneangivende gør tavs, får endnu mere styrke i sin stemme.

For sådan er det med sandhed. Sandheden når ind til os, på en eller anden måde. I vores samvittighed, i en god vens kærlige råd, i den voldsomme vrede fra en indigneret svensk teenager der får os til at se på fremtiden med et andet blik, og vi forstår, at vi ikke kan blive ved med at leve som om det ikke har konsekvenser. For alt har konsekvenser. Det vi siger, det vi gør, det vi putter i munden, det vi bruger vores penge på – det betyder alt sammen noget.

Da konfirmanderne midt i marts samlede ind til Folkekirkens Nødhjælp, var fokus på de mennesker i Syd- og Østafrika, der bliver ramt af klimaforandringerne. Der var en pose melorme med til hver konfirmand – en smagsprøve på, hvordan vi kan få protein uden at det er gennem kød. Ligesom Johannes levede af græshopper og honningen fra de vilde bier.

I kan selv forestille jer konfirmandernes ansigtsudtryk, da de åbnede posen med melorme. ”At spise insekter … ad!” sagde mange af dem, og gav posen med melorme til deres mor eller smed den ud. Men de havde mærket opråbet, kaldet til at tænke sig om og overveje, hvordan vi lever og hvordan vi er med til at gøre livet godt for andre og bevare jorden for næste generation.

Det fine ved Johannes Døberen, er at han ikke påstod, at han havde sandheden hos sig. Han kom ikke med løsningen, han stillede spørgsmålet. Han pegede væk fra sig selv, hen mod Gud, frem mod Messias, den kommende frelser. ’Guds rige er på vej’. Det gentog han igen og igen.

Og det er vores ’wake up call’ – at åbne øjnene og se hen mod Kristus, Jesus som man ville lukke munden på og som taler stærkest og klarest af alle - om styrken i kærligheden og perspektiverne i at blive ved med at håbe og om det uundværlige sammenhold på tværs af alle grænser mellem mennesker, hvor vi er nødt til at række hånden frem og vise tillid.

Fremtiden åbner sig der, hvor vi følger i hans fodspor og selv er i stand til at række hånden åben frem og det leder frem til Guds rige. Der hvor vi ser medmennesket i den anden og er klar over, at vi ikke kan tage pladsen fra hinanden, tage den rene luft fra hinanden, bruge ressourcerne selv når de andre også har brug for dem.

Vi er ét globalt netværk af mennesker, og det er sådan - og ikke som de få frelste i et aflukket rum med vores private udgave af sandheden - at Guds rige kommer til os.