Prædiken til pinsedag af Marianne Pedersen (med udgangspunkt i pinseberetningen fra Apostlenes Gerninger 2, 1-11 og Johannes evangeliet 14, 22-31 - se teksterne her)

Kontrasten mellem Johannesevangeliets filosofiske, rolige sprog, hvor han næsten gentager sig selv - og så sansebombardementet i beretningen om Åndens komme i Apostlenes gerninger; den kontrast er så stor, at man næsten ikke kan forstå, at det handler om det samme.

Hvordan kan Helligånden på én gang være en talsmand, der taler til vores forstand: en der skal lære disciplene noget og minde dem om noget - og samtidig en kraft, der vælter ind og fylder både huse og kroppe, på en yderst sanselig måde?

Helligånden er VILD - den kan ikke rigtigt beskrives - den lyder som et stormvejr, den ligner flammer - den er ingen af delene, men den minder om det. Den kan ikke fanges ind eller forstås, man må bare tage imod den - ligesom Jesus Kristus ikke kan fanges ind, man må bare tage imod ham - ham, der både er menneske og Gud, hvordan det så egentlig kan lade sig gøre?

Helligånden er både en vild og voldsom kraft og en talsmand, der skal lære os noget - vi kan sanse den og opbygges af den - men på måder, der altid efterlader en kerne af mysterium, noget gådefuldt vi ikke kan trænge til bunds i, fordi Ånden er Guds, og større end vi kan begribe med vores begrænsede forstand og ånd og krop. Det er snarere Helligånden der griber os, end os der griber den.

Helligånden er noget vi aner, noget der ikke helt er gennemtrængeligt for os, men som ikke desto mindre gennemtrænger os og vores verden.

Kristeligt Dagblad benytter pinsen i år som en anledning til at gøre opmærksom på at Helligånden lever en alt for anonym tilværelse i vores protestantiske kirke. Det er som om det er nemmere for os at tale om Gud som far og som Jesus Kristus end som ånd. Sørine Gotfredsen, der jo har en mening om det meste, udtaler at vi præster må til at komme på banen med vores erfaringer med Helligånden.

Jeg synes at det er en vigtig pointe, at erfaringer med Helligånden ikke er forbeholdt præster! Som vi får skildret det så tydeligt i Jesu ord og i beretningerne om disciplenes liv, kommer Helligånden jo netop ikke og tager bolig i præster, men i alle der elsker Jesus og hans far.

Jeg tror det er forskelligt, hvor og hvordan vi oplever og fornemmer Helligånden. For nogle er det i solsortens sang eller udsigten over et majestætisk bjerglandskab, for andre sker det i kirkerummet, i salmesangen eller i nadveren eller i et ord fra Bibelen, der rammer lige ned i det vi gik og spekulerede på. For nogle er det i fællesskabet på fodboldbanen eller i musikken eller i en hjælpende hånd fra en vildtfremmed.

Jeg håber at I alle sammen vil følge Sørine Gotfredsens opfordring og tænke over jeres erfaringer med Helligånden og måske endda dele jeres tanker med hinanden over kirkekaffen - eller på et senere tidspunkt.

Jeg har selv fulgt hendes opfordring og prøvet at beskrive hvordan jeg erfarer Helligånden. Og hvis nogle af jer nu ikke hører resten af prædikenen, fordi I sidder og tænker på hvordan I selv oplever Helligånden, så er det helt i orden - for det er et vigtigt anliggende - men her kommer i hvert fald mit forsøg på at beskrive min erfaring med Helligånden:

For mig er Helligånden som en strøm,
som jeg i særligt heldige øjeblikke får lov at være en del af.
En strøm, som slår benene væk under mig,
løfter mig op og bærer mig med.
Ligesom man kan blive båret med af en stor bølge
- men ikke på et surfbræt,
for surferen befinder sig i overfladen,
og det gør jeg netop ikke,
Helligånden er dyb som Marianergraven.
Dens styrke er uden øvre grænse,
og jeg er en del af den stærke strøm. 

Alle mine bekymringer og tanker og gøremål bliver til krusninger i overfladen.
Jeg mærker at Helligånden bærer mig,
at jeg har del i dens kraft,
og uanset hvad der kommer til at ske med det jeg går og spekulerer på,
det som jeg skal gøre lige om lidt eller senere,
så ved jeg bare at jeg vil blive ved med at være en del af strømmen.

Den vished giver mig en grounding
- jeg kan godt høre det lyder mærkeligt,
men man kan godt opleve strømmen slå benene væk under én og lade sig rive med
og samtidig føle at man står fast -
og i det øjeblik det sker, stoler jeg på at strømmen vil komme til udtryk i det jeg gør i dag,
og jeg kan være åben overfor hvad dagen bringer, for jeg ved at jeg og min dag er en del af Guds strøm.

Helligånden er som en strøm, der forbinder os med hinanden.
Helligånden er som et netværk,
og når jeg er sluttet til,
flyder strøm og kraft og kærlighed og nåde ind i mig
og gennem mig videre ud i verden til de mennesker jeg omgås, og de projekter jeg er involveret i.

Jeg ved sjældent hvordan jeg bliver koblet på
- men Helligånden er som et netværk,
én strøm som flyder i mange kar og kanaler,
flyder under alt
og holder alting oppe,
alt hvad der er godt og sandt og rigtigt,
kærligt og smukt og sjovt.

Helligånden er det bærer os oppe,
for inderst inde er vi nemlig gode og kærlige og smukke og sjove
- og selvom vi også kan være så meget andet som er falsk og dårligt,
så mister Helligånden ikke tålmodigheden med os,
den bliver ved at prøve at give os et skub i den rigtige retning. 

Den bærer os oppe,
også midt i det der er svært og mørkt
og ikke til at holde ud.
På tærsklen til fortvivlelsen, pibler strømmen stille ind
og stiger og stiger
indtil jeg mærker at den kan bære og jeg lader mig flyde med.

Helligånden giver os næring,
åndelig ilt til lunger og hjerte og forstand
- måske er troen en slags gæller, vi må udvikle for at kunne ånde i strømmen? 

Uanset hvad, ville ingenting være det samme hvis ikke strømmen fandtes.
Hvis ikke den ind i mellem greb mig,
greb jer,
greb os alle sammen,
og gjorde os til en del af det samme netværk,
kanaler for den samme strøm der giver alting liv