Prædiken til 4. søndag i advent – holdt i Jakobskirken 19.12.21. Skrevet af Marianne Pedersen over søndagens bibeltekster, særligt Johannesevangeliet 3, 25-36.

Så sidder vi her ... 5 dage før jul ... og ved ikke helt hvilken jul der venter os forude ... Omikron kaster sin skygge ind over en tid, der ellers skulle være fyldt med lys og hygge og hjertevarme.

Vi har prøvet det før, denne her mærkelige pandemi-usikkerhed. Som ikke kun er noget negativt, men også en tid med muligheder for nye indsigter og forandring. Mange af os har genopdaget hvad der egentlig betyder noget, og hvor afhængige vi er af at kunne være sammen med hinanden.

Og nej, jeg orker heller ikke selv lige nu, men det skal nok gå - for i dag hører vi at Gud står ved sine løfter. Og Gud lovet at være med os!

I begyndelsen af december viede jeg et par unge mennesker, der skulle have været gift forrige sommer. De ville gerne gøre tingene i den rigtige rækkefølge, fortalte de, så de flyttede sammen og han friede, hun sagde ja, og så skulle de giftes. Men så kom corona på tværs af deres planer. Og det var de kede af, for de var begyndt at glæde sig, men forunderligt nok stoppede livet jo ikke af den grund. Hun blev gravid - og da de så nu endelig blev gift for tre uger siden, overværede deres 8 mdr. gamle dreng det hele i armene på sin moster :-) Og jeg garanterer for at ingen den dag tænkte spor på om rækkefølgen var rigtig eller forkert!

Det er naturligvis ikke alting der bare har flasket sig hverken på trods af corona ... Også fordi det ikke kun handler om en pandemi, men også om hvordan vi reagerer på det der sker. Om vi griber det forandrede liv, om vi formår at møde ændringerne med samfundssind - eller vi gør det med egoisme?

Der er mange grunde til, at det er godt, at det budskab vi hører her i kirken denne 4. søndag i advent ikke handler om vores egne løfter, men om Guds.  For "Gud gør ikke noget halvt", som Johannes Døberen siger i den nye oversættelse af evangelieteksten. Gud er aldrig lunken eller egoistisk, Gud er fuld af varme og lys og kærlighed, som Gud vil dele med os.

Det er derfor Gud bliver menneske; for at dele alt det gode med os – og også det usikre og svære. Det vi fejrer i julen, er større end os. Større end and og ris a la mande. Meget større end mundbind og restriktioner. Det der sker i julen, sker uafhængigt af os. Det er faktisk allerede sket, og det sker igen og igen: Gud selv er midt iblandt os som et lys, hvis stråler er fulde af varme og kærlighed, der rækker ud i hver en afkrog af universet og endnu videre end det.

Paulus skriver at Gud ved at sende os Kristus har sagt ja til alle sine løfter - i ham er der kun sagt JA.

Det er så stort, at vi har brug for at forberede os på det, glæde os til det her i adventstiden ... ligesom et brudepar der forbereder sig på deres bryllup. Og vi har meget at glæde os over, for i denne her sammenhæng er vi ikke kun brudgommens ven, som Johannes, vi er også bruden selv, som bliver knyttet til brudgommen Gud med et ubrydeligt bånd. Kristus siger JA til os. Ikke kun til dig og mig enkeltvis, men til os alle sammen - fællesskabet af os der tror på sønnen. Fællesskabet af os der er døbte. Og flere end det - for hvorfor skulle Gud ville gå så meget igennem bare for nogle få udvalgtes skyld; barnet i stalden og senere manden på korset gjorde hvad han gjorde for os alle sammen. Derfor vrimler julens fortælling også med både lokale, fattige hyrder og vismænd der kommer langvejsfra - glæden er for alle folk!

Det er vigtigere end nogensinde at holde fast i åbenheden og ikke dele os op i os og dem. Både når det kommer til troen på Gud, og når det handler om politik eller vacciner. I julen rækker Gud ud til alle levende skabninger - og vi skal gøre det samme; måske ikke ligefrem række en fremstrakt hånd ud i denne tid, men smile med øjnene oppe over mundbindet og lytte, også til dem vi overhovedet ikke er enige med. Det kunne jo være de havde deres grunde, og vi kunne blive lidt klogere og mere forstående ved at lytte til dem.

Johannes Døberens disciple tænker i os og dem, og de bliver usikre, da de hører at Jesus også døber. Det var jo deres ting - hvis alle nu flokkes om Jesus i stedet, hvad skal der så blive af dem selv og Johannes?

Men Johannes bliver hverken vred eller bange, da han hører det - han bliver glad. For det er sådan det skal være. Johannes har hele tiden vidst at han var forløberen, den der skulle bane vejen for Messias. Og han glæder sig over at tiden er inde, at Messias er kommet.

Det er som det skal være. Efter Johannes kommer Gud selv. Og det betyder at Johannes barske forkyndelse afløses af Guds eget kærlige nærvær.

Nu viser det sig at den kraft der er stor nok til at omvende og forvandle verden og menneskerne, ikke er Guds vrede, men Guds kærlighed. Guds nåde. Jesus kan også blive vred, men ikke fordi han vil true andre, men fordi han kæmper mod uretfærdigheden; han står op for dem som andre overser, sådan at ingen bliver efterladt ude i kulden, men alle inviteres med til festen.

Johannes forstår at hans egen rolle nu er ved at være udspillet, og han glæder sig over det. Glæder sig over at Guds frelse er kommet - også selvom han vel næppe forstår hvad det indebærer.

I de andre evangelier skildres Johannes lidt mere tvivlende, bl.a. sender han bud til Jesus fra fængslet for at spørge om Jesus nu også er den Messias, der skulle komme. Men her i Johannesevangeliet har Johannes styr på sagerne. Og sandheden ligger vel et sted midt i mellem der hvor alt er tilrettelagt, og han spiller sin rolle i Guds plan helt perfekt, og der hvor han ingenting forstår og bare følger sit instinkt. Han lever et liv som profet, og selvom han ikke er den de venter på, så har han også en forbindelse til det guddommelige og den indsigt som følger deraf.

Det har vi også, selvom de færreste af os kan kalde os profeter; i troen på sønnen har vi en forbindelse til det guddommelige og den indsigt der kan følge deraf.

Vi er et sted på vejen, og vi er ikke alene når vi ser ind i en usikker fremtid, ligesom Johannes ikke var det. Vi hører til hos Gud.

Og jeg vil slutte af med at sætte den der tarvelige omikron variant ind i sin rette sammenhæng:

I Johannes Åbenbaring siger Gud: "Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden, han som er og som var og som kommer, den Almægtige."

Alfa og omega - det er det første og det sidste bogstav i det græske alfabet - vores a og å - begyndelsen og afslutningen. Mega betyder stor, så Omega er stort o på græsk. Mens mikro betyder lille - Omikron er altså lille o.

Det lille o er bare et enkelt lille bogstav inde i et stort alfabet - en lille del af en stor fortælling, der fra start til slut er i Guds hænder. En fortælling der strækker sig fra skabelsens morgen til skabelsen af den nye himmel og jord - til Guds rige.

Derinde i den fortælling er vi. Og omikron. Og alle dem vi kender. Og ikke kender. Og vores fremtid. Og vi er i Guds gode hænder, for Gud gør ikke noget halvt.

Gud siger: "Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden. Den der tørster, vil jeg give af kilden med livets vand for intet." (Johs Åb 21, 6)

Kirkebøn
Gud, tak fordi vi hører til hos dig og hører sammen med hinanden. Hjælp os til at stole på dine løfter og dit ja, luk vores øjne op så vi ser din godhed imod os. Tak for alt det du giver os kvit og frit.

Gør os til redskaber for det gode som strømmer fra dig, så vi også møder hinanden med barmhjertighed og tager vare på den verden du har skabt. Vi beder for vores land og den verden vi er en del af – vi står midt i en stor krise. Hjælp os til at søge fælles løsninger og dele viden og vacciner.

Vi beder for dronningen og folketinget, for alle der leder og styrer. Vis dem og os alle hvordan vi bedst varetager det ansvar vi hver især har fået betroet.

Vær med din kirke her i Jakobskirken og udover hele jorden. Hjælp os til at reflektere dit lys overalt hvor vi færdes. Vi beder for alle der ikke har nok mad eller et sted at sove. For alle der frygter for deres liv og sikkerhed, og alle som har mistet deres arbejde eller deres hjem. Vær nær hos den der føler sig forladt og usikker på fremtiden. Vær nær hos den der har mistet og den der snart skal dø. Giv styrke og håb om helbredelse til alle der er syge. Vis os vej midt i det der er svært, og luk vore øjne op for alt det der er godt og sandt.

Hør os når vi beder i stilhed et øjeblik for dem vi hver især tænker på ...

Gode Gud, lad dit rige med retfærdighed, fred og glæde slå rod i vores verden og giv os en dejlig jul. Amen