Historien fra Bibelen lyder sådan:

Straks efter nødte Jesus disciplene til at gå om bord i båden og tage i forvejen over til den anden bred, mens han selv sendte skarerne bort. Da han havde sendt skarerne bort, gik han ene op på bjerget for at bede. Og da det var blevet aften, var han alene dér.
Båden var allerede mange stadier fra land og kæmpede med bølgerne, for vinden var imod.  Men i den fjerde nattevagt kom han til dem, gående på søen. Da disciplene så ham gå på søen, blev de skrækslagne og sagde: »Det er et spøgelse,« og de skreg af frygt. Og straks talte Jesus til dem og sagde: »Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!« Men Peter sagde til ham: »Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet.« Han sagde: »Kom!« Peter trådte ud af båden og gik på vandet hen til Jesus. Men da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte: »Herre, frels mig!« Straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham og sagde: »Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?« Da de kom op i båden, lagde vinden sig. Og mændene i båden kastede sig ned for ham og sagde: »Sandelig, du er Guds søn.«
(Matthæus-evangeliet kapitel 14, vers 22-33 er prædiketekst til 4. søndag efter helligtrekonger, 2. tekstrække)

Det kunne ikke være mere aktuelt! En stormvejrsberetning fra Bibelen lige i dag, hvor det har stormet sådan i nat.
Der er sikkert nogen af jer, der ligesom mig har ligget vågen en del af natten, fordi det buldrede og bragede i de stærke stormstød udenfor, og vinden peb ind gennem sprækkerne i vinduerne. Og nogen af jer har sikkert i går talt med naboen og veninden og familien om at passe godt på og få sikret tingene udenfor, så ikke de blæste væk i nat.
Når det er storm, så mærker vi, hvor vigtigt det er at komme i ly. Hvor trygt det er, at vi har en beskyttende skal rundt om os: huset med dets mursten som ikke er til vælte, dynen som er lun at krybe ned under og finde ro i, og kærlighedens kåbe som svøber sig rundt om os når vi deler skæbne med hinanden og søger sammen. Vi mærker instinktivt, når stormen raser, at vi skal søge beskyttelse, og at det er godt at støtte sig til hinanden, når vi skal møde det voldsomme.

Stormvejret er urbilledet på den overmagt, som vi mennesker er underlagt, og vi oplever at vi er de små. Urbilledet på det ødelæggende i tilværelsen, der kan knuse det liv, som vi møjsommeligt prøver at bygge op.
Landmanden hader, når det stormer, for så vælter frugttræerne i haven og hveden på marken lægger sig og hønsene flagrer væk, hvis ikke man har låst dem inde. Taget blæser af huset og gavlen på laden trykkes ind.
Sømanden ved, at skibet er i stor risiko for at kæntre og tage vand ind, når det stormer. Orkanen kan presse skibet ind mod kysten, så det forliser og bliver knust i brændingen, hvis ikke man når i havn. Ankeret er blevet billedet på håbet, det der holder en fast i livets stormvejr.
Og i Jyllinge Nordmark og på Vikingeskibsmuseet mobiliserer man nabonetværket og beredskabet, når der varsles forhøjet vandstand. Bekymrede husejere og museumsfolk håber, at man kan ride stormen af uden oversvømmelser.

Men storm er ikke kun af det onde. Skabelsen fortalt i 1. Mosebog kan godt forstås sådan, at i begyndelsen rasede Guds storm over vandene og tvang kaosmagterne tilbage. Over for stormens pres gav vandet sig, så der kunne blive lys og blive en himmelhvælving midt i vandene og blive tørt land når vandet trak sig tilbage. Ordet skaber hvad det nævner og i vindens kamp med bølgerne bliver landskabet formet, en livsverden for planter og dyr og mennesker.
Stormen er altså ikke kun ødelæggende, den er også bevægelse, forandring, liv. Muligheden for at noget nyt kan ske, når sandbanker flytter sig – som i 1862, hvor havet brød igennem Agger Tange, så man igen kunne sejle ind i Limfjorden vestfra, efter at der i 700 år havde været helt lukket af sand.
Stormen er det Gud taler igennem i Jobs bog og sætter det hele på plads. Vinden er billedet på Guds ånd, den stærke livsånde som Gud puster ind i menneskets næsebor så det bliver et levende væsen, den Ånd der pinsedag blæser igennem huset hvor disciplene er samlet og åbner vinduerne, så de bliver udadvendte og ordet igen kan skabe hvad det nævner og samle en menighed.

For nogle år siden fik en af mine konfirmander syn for Esajas-citatet, som vi hørte. ”De, der håber på Herren, får nye kræfter, de får vinger som ørne.” Det syntes han var et sejt citat, og han ville gerne have det som hans konfirmationsord.
Det handler jo om vinden, om det der giver opdrift, vinden som et billede på det et menneske har brug for for at kunne komme videre i livet og få nye kræfter, svæve ligesom ørnen på sine vinger.
Håbet er det der holder et menneske oppe, og fremtiden er Guds. Fra ham får vi nye kræfter, mod til at se fremad og møde det der er på vej til os, det der bliver vores liv i morgen og i overmorgen.

Det er også det, som disciplene oplever midt i stormen og nattens mørke. De oplever noget lyst som de ikke kan forstå, for der burde være mørkt. De mærker et nærvær, som de ikke kan forklare, for der burde være ingenting derude. De sanser en stemme, der kalder på dem, en der søger dem og vil dem, en kærlighed der ikke giver op.
Det er en opstandelsesberetning. Det er for lidt at kalde det ’Jesus går på vandet’, for det er ikke en opskrift på hvordan man kan klare et stormvejr til havs bare man har overnaturlige evner. Det ville være naivt og det har ikke med tro at gøre.
Det er kaldet og nærværet og håbet og modet fra Kristus, som breder sig til disciplene, da de er i voldsom modvind og frygter at de ikke kan ride stormen af. Det er bevidstheden om, at de ikke er alene, der er opstandelse i.

Jesus gør det han har lovet, at han vil være med os alle dage indtil verdens ende. Det kan vi have hver vores fortællinger om, den om stormen på søen er disciplenes og vi har vores. De har det til fælles, at Guds storm tonser over vandene og nogle gange bryder igennem til en ny verden, at Gud ånder ny mening ind i kærligheden nogle gange så vi igen tror på vores muligheder, og at vi nogle gange får ny luft under vingerne så vi oplever, at der er noget der bærer os.
Vi bliver altid mødt i det. Fremtiden er Guds og dermed også vores, fordi vi er elskede og ikke forladte.

Jeg talte med en enke, som fortalte, at hun en nat havde hørt hendes mand kalde på hende. Så hun stod ud af sengen for at være om ham, sådan som hun så mange gange havde gjort om natten i årene hvor han var syg og havde brug for hjælp.
Hun kiggede på den tomme seng ved siden af hende, for han var jo død og begravet, det vidste hun godt. Hun kiggede også ind i stuen og tændte lyset for at se, om han sad i stolen og kaldte på hende. Så lagde hun sig trygt til at sove igen.
Er det mærkeligt? Nej, slet ikke. Hun og han er vokset sammen igennem så mange år, at døden ikke kan hindre nærværet. Han er stadig til stede for hende og hun er stadig parat, når han kalder.
Er det overnaturligt? Nej, slet ikke. Det er kærlighed. Det er sådan livet er, når vi bliver bekræftet i, at vi hører sammen, og mærker at der bliver rakt ud efter os hen over alle afstande.

Sådan rækker Gud ud efter os og vi oplever at blive grebet. I orkanens øje kan der blive stille og trygt.

Mogens Ohm Jensen