Folkekirken er håbløst bagefter. Selv julen, som for de fleste er årets største højtid, kommer Folkekirken halsende bagefter med. I begyndelsen af november havde butikkerne julepyntet og lagt de første julevarer frem. Allerede d. 1. december åbner børnene deres første gaver, fra pakkekalenderen mormor er kommet med. Inden juleaften er en hel del af os blevet mætte af indtryk og orker ikke så meget mere med pebernødder og juletræ og indpakningspapir.

Det er temmelig kikset, når Folkekirken insisterer på at tænde kun ét lys i adventskransen 1. december - og gå så langsomt frem, at det sidste lys først tændes fjerde søndag i advent. Hvorfor skal det trækkes så længe ud? Er det for at understrege sandheden i, at forventningens glæde er den største?

Det er svært at blive ’høj’ over højtiden, når de fleste af os har fejret julen godt og grundigt længe før vi når til den. Men gør det så meget, om vi når at blive ’høje’ allerede i begyndelsen af december? Hvis glæden og intensiteten og meningen er til stede, så er det jo kun godt!

Godt at Jesus er kommet til tiden. Lige i rette tid, præcis der hvor vi er. Parat til nærvær og klar til at være til stede imellem os mennesker som Guds søn, Guds talerør. Der var ikke noget langsomt over ham. Nærværet er ligesom uden for tiden, ikke? Når vi fordyber os, så tænker vi ikke på klokken.

Evigheden er en anden kategori end uret, der måler tiden. Og evigheden rører ved os i Jesu ord, i den strofe fra en julesalme der griber os, og i det blik der får os til at mærke at vi er elsket. Det kan heldigvis ske hele året. Evigheden kommer aldrig for sent.

Så skidt med, at julefesten i kirken først topper d. 24. og at mange af os er nået klimaks inden da. Bare vi aldrig holder op med at være nærværende imellem dem, der hører med i vores liv. I december fejrer vi, at Gud er der for os – i Jesu skikkelse og i det nærvær, hvor vi oplever at være elsket langt ud over det vi kan begribe.

Mogens Ohm Jensen
sognepræst