21/06/2024 0 Kommentarer
Kierkegaard - 200 år - men stadig lige aktuel
Kierkegaard - 200 år - men stadig lige aktuel
# Nyt fra Jakobskirken

Kierkegaard - 200 år - men stadig lige aktuel
Kirkehøjskole i Roskilde Domprtovsti
Velkommen til Kirkehøjskolens tredje sæson, som danner optakt til årets fejring af Søren Kierkegaards 200 års fødsel. Dette sker med fire foredrag, der alle giver indblik i et fascinerende liv og værk. Man behøver ingen særlige forkundskaber - blot interesse!
19. januar: Søren Kierkegaard og hans forfatterskab
Samlingsstedet, Vor Frue Hovedgade 51, Vor Frue
Pastor Jes Nysten: Søren Kierkegaard og hans forfatterskab
Det kan virke som en uoverskuelig opgave at få et bare nogenlunde indblik i Kierkegaards forfatterskab. Vi har ikke blot hans udgivne værker, men også hans papirer og breve og notater. Disse skrifter fylder et helt bibliotek. Mange mennesker har gennem tiden givet op på forhånd, for hvor skal man begynde og ende? Denne dag skal vi forsøge at få et overblik over hans udgivne skrifter, de vigtigste ideer og begreber, og dermed - forhåbentlig - få lyst til at komme dybere ind i dette forunderlige og dybt fascinerende forfatterskab.
9 Februar: Søren Kierkegaard’s samtid
Sankt Jørgensbjergs sognegård, Møllehusvej 120, Roskilde
Domprovst Jens Arendt: Søren Kierkegaard’s samtid
Kierkegaard levede i den periode, der kaldes "Guldalderen", en tid hvor København oplevede en kulturel og kunstnerisk blomstringstid. Man kunne rundt i byens gader møde H C Ørsted, Oehlenschläger, Grundtvig, Poul Martin Møller, Weyse, H C Andersen. Kierkegaard var både en del af dette miljø og samtidig en betragter og en outsider, der til sidst kom på kant med byens autoriteter, f.eks. biskop Martensen. Nævnes skal også hans bitre kamp med Goldschmidts satireblad ”Corsaren”.
16. marts: Kierkegaard - Lidenskabernes tænker
Konventhuset, Domkirkestræde 10. Roskilde
Forskningslektor ved Søren Kierkegaard Forskningscenter Pia Søltoft: Kierkegaard - Lidenskabernes tænker.
Hvad er et menneske? Hvad styrer dets følelser, lyster og stemninger? Hvad er angstens betydning, kærlighedens potentiale, fortvivlelsens forfærdelige forandring? Hvorledes viser glæden og sorgen sig og hvad siger de om et menneske? Kierkegaard evner at gå ind under huden, grave sig dybt ned i sindet, og beskrive de lidenskaber, der bestemmer ethvert menneske. Foredraget vil forfølge disse beskrivelser og herigennem kaste lys over Kierkegaards forfatterskab.
20. april: Beslutning og Kortslutning i Kierkegaards opbyggelige tale
Ågerup sognegård, Ågerupvej 34, Ågerup
Sognepræst Helle Møller Jensen: Beslutning og Kortslutning i Kierkegaards opbyggelige tale
Kierkegaard er meget præcis i sin beskrivelse af, hvad det vil sige at træffe en beslutning. Han skelner skarpt mellem stræben og beslutningstagning. At stræbe har at gøre med fjerne mål og processer, hvorimod en beslutning er så håndgribelig en sag, at det allerede ligger i ordet: be-slutning. Det vil sige, det der ikke begynder og slutter indenfor et døgn, kan ifølge Kierkegaard ikke kaldes en beslutning. Vi danner os et hurtigt indholdsmæssigt overblik af Kierkegaards Opbyggelige tale "Imod Feighed" ved at læse den som en dialog. Gennemlæsningen varer 15 minutter. Resten af tiden gennemgår vi Kierkegaards forstemmende og morsomme bud på, hvordan det er muligt at kortslutte erkendelse og vilje, så man umærkeligt går igennem livet, uden nogensinde at have taget en beslutning. Temaet i Kierkegaards argumentation er som sædvanlig selvbedrag og udfoldes i beskrivelser af: modløshed, overmod, selvdestruktivitet og ikke mindst i en konkret opskrift på, hvordan man passer ordentligt på sig selv.
Vi mødes alle gange kl.8.45 til en kop morgenkaffe og vi slutter igen kl.12.
Der vil være en pause undervejs.
Tilmelding sker ved:
Betaling til Provstisekretær Ulla Christensen i Domprovstegården, Domkirkepladsen 4, kl.10 - 14 (tirsdag – fredag)
eller ved indbetaling på konto: reg.nr. 9173 - kontonr. 3429458404
Husk at skrive kirkehøjskole og navn ved indbetaling.
Tilmeldingen gælder for hele forløbet og det koster 250 kr.
Der er tilmeldingsfrist fredag d. 11. januar 2013
Da vi skal rundt i provstiets sognegårde opfordrer vi til, at man finder sammen om at fylde bilerne og køre sammen.
Kirkehøjskoleudvalget: Mette Munk Bie, Mette Devantier, Jørgen Gybel Jensen, Ole Rötzler Møller, Mogens Damm, Jens Arendt og Jes Nysten
Kommentarer