21/06/2024 0 Kommentarer
Julenat - hvad gemmer der sig i natten?
Julenat - hvad gemmer der sig i natten?
# Profiltekster

Julenat - hvad gemmer der sig i natten?
Fra julenat i Jakobskirken
Tit bliver vi skræmte over mørket, for vi kan ikke se hvad der gemmer sig i det. Så tager fantasien over med skræmmebilleder, og angsten får gode vilkår. Angsten for det vi ikke ved hvad er. Der kan jo gemme sig alt muligt forfærdeligt i mørket, og vi bliver bange. Angsten kan være isnende, angsten for det vi ikke kan se.
Derfor havde hyrderne uden for Betlehem tændt bål, så ildens skær kunne dæmpe angsten. En cirkel af lys – så var trygheden da skubbet nogle meter ud omkring dem og de havde en sikker zone med hinanden.
Lys der bryder mørket. Varme for krop og sjæl. Så er der da noget, vi kan se, selv om det er mørkt. Et område hvor vi føler vi har kontrollen.
Men det var ikke en hvilken som helst nat, det var julenat. Hvor mørket viste sig at være Guds sted. Hvor det uigennemskuelige mørke viste sig at gemme på engle og på et barn, der gjorde verden anderledes. Som skabte tryghed og dæmpede angsten på en anden måde.
Englene ved at vende hyrdernes og vores opmærksomhed imod det Gud gør og tage os med ind i deres sang og deres hyldest til livet. Barnet ved at dele livet og angsten og mørket med os og overvinde det forfærdelige.
Sangen er gået i blodet på os, så vi ikke kan lade være med at synge med, når det er jul.
Barnet er blevet vores frelser, så vi aldrig glemmer hans navn: Jesus.
Julenat viste mørket sig at være Guds sted. Tænk at mørket ligefrem kan være befriende. Hvor det Gud gemmer på, åbner sig med fred. Hvor mørkerædde hyrder bliver fundet og ledt på vej hen til det der forandrer deres liv.
Tænk at der i det som ingen kan se igennem, er en der ser os! Det er vores tryghed, at vi bliver set og elsket, og at Gud vil noget godt med os.
"Julenat, da vor Herre blev fød,
da tændte sig lyset i mørkets skød."
Julenat er natten over alle nætter. Denne nat forvandlede mørket sig til et hjem for Guds Søn, og i den zone af tro og tillid som han skaber omkring sig, finder vi fred. Fred for angst, fred for krav, fred for at ligge under for alt det der skjuler sig derude og herinde ...
Julenat er vi som hyrderne. Vi er ikke kun udsatte mennesker, vi er også indviede, lukket med ind i lovsangen og det beskyttende lys. Vi er lysets børn, lige nu omfavnet af den velsignede nat, som gennemlyses af Guds nærvær.
Glædelig jul!
Mogens Ohm Jensen, sognepræst
Kommentarer