"Nøglen?" spørger han. Jeg åbner skabet og Patrick lægger saxofonen ind, så den er forsvarligt låst inde, mens han er til præst. Instrumentet er jo kostbart.

Patrick er en af 15 "ekstra" konfirmander, som min kollega Marianne og jeg underviser i Jakobskirken. De unge går i den nye musiktalentklasse, som er oprettet på Østervangsskolen lige ved siden af. De brænder for saxofonens toner, for livlig klavermusik, for deres sang – og for sammenholdet med de nye kammerater, der bor spredt rundt i kommunen og har skiftet skole for at satse på musikken i 7.M.

Roskilde er en musikby. En vibrerende kommune, hvor klangene spænder fra det klassiske til det moderne, fra rockens stærke rødder til det eksperimenterende. Østervangsskolen har altid prioriteret sammenspil, fællessang, musicals og teater højt, så samarbejdet med Roskilde Musiske Skole om talentklassen er oplagt. På rådhuset så man de lovende perspektiver i forsøget og sørgede for økonomien og godkendelsen fra Undervisningsministeriet.

Og så går eleverne også til præst, i det moderne kirkerum i Jakobskirken, som bestemt ikke ligner det de kender hjemme fra Gundsømagle eller Svogerslev, hvor smukke landsbykirker omkranses af grønne kirkegårde. Det er også et valg, og de fleste synes, at det er praktisk at følge konfirmationsforberedelsen tæt på deres nye skole, på den plads der er afsat i skemaet.

De unge vælger til, men de har ikke lyst til at vælge fra. Konfirmationen til næste forår vil de fleste fejre i kirken hjemme hvor de bor, sammen med de klassekammerater de forlod i sommers. Selv om det nye fællesskab i 7.M opsluger dem til daglig.

Gå efter det meningsfulde

Folkekirken har bakket Folkeskolen op ved at være fleksibel og gå efter den løsning, der giver bedst mening for alle parter. Ganske vist er sognene organiseret ud fra geografi, men Folkekirken har altid flyttet sig efter hvor folk er – fysisk og mentalt. Ligesom eleverne på Roskildes store privatskoler kan gå til præst i midten af byen, så skoledagen kan hænge sammen. Det giver god mening! Og det er kirkens force, at den håndterer spørgsmålet om mening i tilværelsen, også når det konkret handler om, hvordan en musikglad teenager får sin hverdag til at hænge sammen.

Teenagernes force er deres nysgerrighed efter at udforske det religiøse rum og de klange i tilværelsen, som vibrerer med tro, håb og kærlighed. Det er der musik i, salmesang og orgelbrus, med plads til både det fælles udtryk og de virtuose soloer. Masser af bundsolid tradition og åbenhed for den personlige fortolkning, for kristendommen skal hele tiden udlægges, så det giver mening for os. I sange og fortællinger, i det vi gør når vi beder, i de ritualer vi finder trøst i ved de store tab, og i den jubel, som får taget til at løfte sig i vores største glæder.

Jeg bliver beriget hver gang jeg er sammen med konfirmanderne. De slår nogle strenge an, som kan høres i mit sind også efter at vi har sagt farvel til hinanden. Deres gode humør smitter og deres åbne spørgsmål engagerer både dem selv og mig. De har mod på livet og samtidig en sårbarhed så nøgen, for hvor kan livet udfordre os og gøre ondt på os, allerede når vi er 13-14 år.

Mennesker mødes og sød musik opstår. Det ser jeg ske i 7.M på Østervangsskolen. De unge bringer det musiske med sig i kirke og videre i livet.

Mogens Ohm Jensen
Sognepræst