Frem med hemmelighederne

Det er sæson for hemmeligheder. Især hos de af os, som har børn i familien. Storebror hvisker med mor, så lillesøster ikke hører det, for han skal lige høre hvad mor synes om hans idé til gaven. Julegaverne bliver omhyggeligt pakket ind og gemt, så de ikke bliver opdaget før juleaften. Småkagerne sættes bagerst i skabet, selv om de lige er bagt, for så er der større chancer for at de kan vare frem til juledagene.
Uanset hvor troende vi er, eller i hvilken retning vores eksistentielle overvejelser går, indbyder julen til at lege med. Noget bliver skjult, og vi må vente til det må afsløres. Noget andet bliver sat frem, så vi kan se det: nisser og engle, som vi pynter op med. Vores hjem bliver en anden verden i nogle uger, befolket af væsener vi kun møder på denne tid af året. I skæret af de levende lys indendørs og juletræslysene udendørs bliver mørket ligefrem hyggeligt.
Vi har brug for julens totaloplevelse af smage og dufte og lys og sange, der griber os. Vi får det ind under huden, så vi sender hilsener så positive til mange vi ellers ikke er tæt på i det daglige. Spiser os et par kilo federe og ønsker: bare det også kunne holdes skjult!
Jeg kan godt lide hemmeligheder, når der er en mening med det. Der kan være stor kærlighed i at måtte vente, indtil den rette tid er inde. Glæden bliver større, når lillesøster juleaften pakker ud og lyser op i et smil og giver sig til at lege med sin julegave, som hun slet ikke vidste hun ønskede sig.
Julen får os til at tro på, at noget godt kan være vigtigt, selv om vi ikke kan se det endnu.

Kranset af lys

På Lucias tid, helgenen som luciadagen d. 13. december er opkaldt efter, måtte man holde sin tro skjult, hvis man var kristen. I Romerriget omkring år 300 skulle alle borgere hylde kejserkulten. Den kristne minoritet kom i livsfare, når de nægtede at ofre til kejserens billede. Deres tro på Gud udelukkede, at de kunne tilbede andre guder, og under forfølgelserne satte mange livet til.
Lucia var en ung pige fra en velstillet familie på Sicilien, siger legenden. Hun skænkede mad til de fattige blandt de kristne. Fordi de kun turde samles i ly af mørket, bandt hun en krans om hovedet til lys, så hun kunne finde vej og samtidig have hænderne frie til kurvene med mad og brød.
Da Lucias forlovede opdagede, at hun delte ud til de fattige og formøblede den medgift, som han havde fået stillet i udsigt, blev han så vred, at han angav hende til myndighederne. Lucia blev martyr, et tidligt vidne om at vi kan lyse op i hinandens liv. At det endda er værd at lide for det, vi ikke kan få at se endnu, om nødvendigt.
Få årtier efter Lucias henrettelse gjorde en ny kejser, Konstantin, kristendommen til statsreligion.

Åbenbart

Der er en uge til jul. Spændingen stiger i takt med, at lågerne på julekalenderne åbnes og skrabes fri. Og presset på os, der er sådan indrettet, at vi gerne vil nå det hele. Heldigvis behøver julen ikke være perfekt, for at det er godt nok. Og det bliver en lettelse, når det ikke længere er nødvendigt at holde noget skjult.
Så deltager vi i den store åbenbaringsfest. Gud viser sig i et barn og det er der kærlighed i, fortæller juleevangeliet. Selv om barnet først måtte hentes frem i lyset, af hyrder og vise mænd, for drengen var gemt af vejen i en stald langt hjemmefra. Der måtte englesang til at fortolke det forunderlige, for udefra set lignede Guds søn alle andre nyfødte.
Glade jul, dejlige jul, engle dale ned i skjul! Det gør ikke noget, at det vidunderlige ikke afsløres lige med det samme. Det gør glæden større. Når der er kærlighed bag, kan vi godt vente. Til der kan pakkes op og vi får det at se, som de der holder af os, gerne vil give os og dele med os.

Mogens Ohm Jensen
Sognepræst