Stay soft!

Forleden så jeg et billede i avisen af et kvindelår med en tatovering af ordene: "Stay soft!" lige over knæet. Det vækkede noget i mig - jeg tror jeg synes det må være et af de mest relevante budskaber i vores fælles verden lige nu. "Stay soft" - bliv ved med at være blød, åben, sårbar, kærlig. Når tåber kører lastbiler ind i menneskemængder - stay soft. Når stillingsopslagene råber på robusthed - stay soft. Når medierne er fyldt med slankekure og billeder af hårdtpumpede modeller med faste lår - få dig en tatovering med ordene ”stay soft” lige midt på dit bløde lår, der kun vil blive endnu blødere med tiden ;-)

For vi mennesker er skabt bløde. Okay, nogle er skabt blødere end andre :-) Og der er heller ikke noget galt med at være fast eller kantet, det ville være frygtelig kedeligt hvis vi alle var ens. Men vi skal være åndeligt bløde, åndeligt åbne. Det er ikke menneskers blødhed der er noget galt med, når vi bliver lagt ned af stress eller angst, det er hårdheden i det samfund som vi har skabt, der ikke passer til vores naturlige blødhed.

Modet til at turde stå ved vores naturlige blødhed får vi af Guds ånd. Den som både er overalt omkring os, imellem os og helt inde i os. Helligånden skubber os i retning af blødheden og åbenheden. Nogle gange kan det klares med et lille puf, andre gange har vi brug for et ordentligt los bagi, så vi flytter vores opmærksomhed væk fra vores egen navle og ud mod vores medmennesker. Og vi ved jo godt det virker – at det tit er når vi er åbne og ærlige omkring vores sårbarhed at vi mærker samhørigheden med et andet menneske. Det bånd der knyttes, når nogen lytter til det vi har på hjerte. Når vi lytter til det de har på hjerte. Når vi tør at møde en andens blik. Når vi synger sammen. Når vi griner sammen.

Helligånden forener os, fordi Guds nærvær får os til at mærke den samhørighed vi har med hinanden - og med alt det som Gud har skabt. Helligånden er måske den største gave vi nogensinde får i vores liv. Den er opfyldelsen af Guds løfte om at være hos os altid.

En del af den gave er også en opgave: for Helligånden kalder os ud i verden som åbne, bløde og sårbare mennesker, der skal vidne om Guds forbundethed med verden. Men Ånden selv giver os modet og styrken til at tage opgaven på os, og den opgave kan aldrig blive en sur pligt - tværtimod så er det den der giver vores liv mening! At vi kan gå ud i verden, lige så sårbare som vi er, og række hånden ud til vores medmennesker i tillid til at vi alle hører til i et fællesskab, som holdes sammen af Gud.

(Uddrag af en prædiken af Marianne Pedersen, som blev holdt i forbindelse med fra pinse i fri luft i Folkeparken, d. 5. juni 2017)