Sådan prædikede sognepræst Mogens Ohm Jensen søndag d. 22. september 2024 i Jakobskirken.

Bibelteksten er fra Markus-evangeliet kapital 2, vers 14-22, og blev læst fra ’Bibelen 2020’: da Jesus og hans følgere gik nye veje i forhold til traditionen, var deres svar på kritikken: ung vin skal hældes på nye lædersække.

Ung vin skal i nye lædersække. Ellers går det hele i stykker, når druesaften gærer. Lædersække er fra før man havde tønder til vin.
Og i overført betydning: når noget udvikler sig, så er der noget der må give sig, og det kan gammelt læder ikke. Når vi gerne vil drikke det ædle, den gode vin, så må vi give plads til processen i det, der kalder den frem. Give plads til det, der skal udvikle sig.

Alle bevægelser på vej frem oplever at måtte kæmpe mod det bestående og skaffe sig plads. Da Louis Pio, som var født her i Roskilde, stiftede Socialdemokratiet i 1871, skete det i en atmosfære af voldsom konfrontation. I ’Slaget på Fælleden’ tævede politiet de arbejdere, som havde samlet sig og ønskede ordentlige arbejdsforhold.
I dag er vi blevet vant til, at Socialdemokratiet er regeringsparti og står for danske kerneværdier som ytringsfrihed, at lønmodtagere og arbejdsgivere taler sammen, og at vi skal beskytte de svage i samfundet.

Der er derfor ikke noget mærkeligt i, at også de første kristne profilerede sig imod det, de var vokset op med, det gængse som alle anså for normalt. Jesus og disciplene blev kritiseret for at gå andre veje end det, som traditionen foreskrev. I dem de omgikkes og blev set sammen med, i måden de fastede eller ikke fastede på, i fortællingerne om hvordan Gud overrasker os i sin måde at handle på – på mange måder skilte Jesu tilhængere sig ud.
Det ligger der både en nysgerrighed i, en protest i og en vision for os selv og hinanden i. Nysgerrigheden i at afsøge nye horisonter i livet og afprøve, hvad det så åbner for - protesten imod det snævre og rigide der fastlåser os i roller vi ikke har lyst til at være i - og visionen om Guds rige som inkluderende og rummeligt bringer en større og mere gennemgribende fred end det opdelte samfund vi kender.

Når vi i folkekirken, som er majoritets trossamfund i Danmark med ¾ af befolkningen som medlemmer, genoplever at sådan var det i den første tid: ung vin skal hældes på nye lædersække, så kan det være svært at høre det grænsesprængende i det. Vi er jo selv blevet ’det bestående’. Vi er traditionsbærere i folkekirken - på den gode måde, synes vi selv. Vi står for de positive værdier.
Så vi bliver udfordrede, når de unge taler om at være non-binære. At livet ikke er så entydigt, at man bare kan forstå sig selv som kvinde eller som mand, for der er mange positioner imellem de to biologiske køn.
For unge er identitet hele tiden ’in the making’. Vi afprøver nye roller og smager på noget og spytter det måske ud igen - eller jeg tager det til mig som noget, der er godt for mig. Identitet er ikke noget én gang givet, men noget der er påvirkeligt. Det flytter sig for os igennem livet.

Det er vigtigt at høre, hvad det er de siger. Der er en længsel efter at jeg bliver set og mødt og elsket, sådan som jeg er, en længsel som også kommer til udtryk i den første kristne bevægelse og Jesu stærke ord om at ’I skal elske hinanden’.
Apostlen Paulus taler visionært om, at vi er ét i Kristus. Mennesker kan ikke bare kategoriseres som jøde eller hedning, slave eller fri, mand eller kvinde. Vi er mere end det andre kalder os, vi er Guds elskede mennesker som Kristus har sat sig selv ind for og befriet fra denne verdens dominerende magter synd og død og djævel.
I de unges måde at forstå sig selv på som f.eks. non-binær er der en genklang af protesten imod at blive dømt ude, fordi du er toldopkræver og dermed uren, når du omgås de romerske myndigheder.
Det er samme nysgerrighed efter at opdage noget om andre mennesker og om livet og om mig selv, så derfor taler jeg med dem jeg møder, uanset hvem de er. Jeg insisterer på at jeg ikke vil defineres af det de andre kalder mig, jeg vil være mig selv og I må leve med at jeg lige nu er ’in the making’.

De første kristne satte sig ud over loven, ikke fordi de syntes traditionen var forkert, men fordi de oplevede at den blev umenneskelig, når den blev brugt til at dømme nogle ude. Gud er alle menneskers Far, han er ikke de udvalgtes særlige monopol, dem som magter at leve i nogle bestemte rammer.
Når vi i folkekirken, ligesom i Socialdemokratiet, er blevet ’det bestående’, så har vi svært ved at flytte os med de unge. Det bliver hurtigt sådan, at vi rynker øjenbrynene og synes, at det de gør er forkert.
Men ung vin skal på nye lædersække. Og når vi tror på opstandelse, så tror vi på det mest grænsesprængende af alting, at Kristus rejste sig fra de døde og blev ustoppelig i sin insisteren på fællesskabet med os og i sin tro på, hvad der kan ske, når noget udvikler sig.

Opbrud er nødvendige, hvis vores liv skal tage en ny retning. Vi er i en læringsproces sammen med hinanden – også os, som er blevet gråhårede. Sammen med klimabevægelsen ser vi kritisk på vores forbrug og genanvender mere og mere og forædler affald. Det er kommet på få årtier – vi flytter os. Der skal nye løsninger til, for verdens skyld: ung vin på nye lædersække.
Og når vi spiser sammen – i børnehaven Hobbitten her ved siden af, når der er forældredag, til årsfesten i Roskilde KFUM fodboldklubben på Lillevang, når holdet slutter sæsonen, og når ’Danmark spiser sammen’ henne i Ringparkens beboerhus – så er det udtryk for det fællesskab, som mange af os længes efter. Når vi nu sidder der, får vi jo talt med hinanden, nysgerrige og åbne, uanset om vi hedder Karen eller Mustafa eller Jana. Der opstår nye relationer hvor vi siger hinanden noget og bliver klar over, at vi alle sammen har en plads og alle har noget at bidrage med til vores fælles samfund.

Efter slaget på Fælleden i 1872 blev både arbejdere og myndigheder klar over, at samtalen er bedre end konfrontationen. Men det tog nogle årtier.
De første kristne måtte i flere hundrede år leve en undergrundstilværelse, fordi visionen om Guds rige virkede voldsomt provokerende på dem, der bestemte.
Vi er med i en bevægelse, som gør at vi flytter på os, sammen med Gud og sammen med hinanden. Vi er ’in the making’, vi er ved at blive til fremtidens mennesker, en modningsproces som den ædle vin der en dag bliver til glæde.
Det kan sagtens gå galt, så det hele sprænges og indsatsen er spildt. Vi skal sige vores mening, uanset at vi måske ikke er enige med dem vi taler med. Og netop derfor er vi hele tiden i bøn om, at Guds ånd må fylde vores fællesskaber med den virkelige ’spiritus’, det der bringer glæde og oplevelsen af, at vi er fælles om livet.

Amen.