Det er underholdende, når vi i Vild Med Dans og Den Store Bagedyst oplever nogen blive lukket ude. Vi følger deltagerne tæt og vi føler med dem, når dansetrinene blev klodsede og kagen blev skæv og de udgik, efter dommernes vurdering.

Måske appellerer det så meget til os, fordi vi selv har oplevet at blive valgt fra. Det er smertefuldt og skamfuldt og vi husker det længe efter.
Kroppen husker tydeligt følelsen, både når vi blev bedømt og fik ros, og når vi blev dømt ude og de andre så bort fra os.

Hvad fik vi gjort med vores hænder? Hvordan fik vi sat vores fødder? Fik vi sagt og gjort det rigtige?
Livet har sin egen alvor. Nogle gange erkender vi inderligt, at vi ikke slog til i det, som livet fordrede af os. Når vi fælder dommen over os selv, kan vi måske samtidig lære at bære over med andres fejl.

Nogen af os bliver mildere med årene. Vi håber på en verden, hvor andres dom over os ikke fører til en afbrydelse af det gode samvær, men til forsoning og en fornyet kontakt. En dom vi kan lære af og rejse os fra.

Lars Busk Sørensen har digtet alvoren og forhåbningen ind i en salme, som altid giver mig stof til eftertanke. ’Du venter at finde os vågne’ hedder den, og den findes som nr. 886 i salmebogstillægget ’100 Salmer’. Vi vil synge den ved flere af gudstjenesterne i november måned i Jakobskirken.

På den yderste dag vil Gud spørge til kærligheden. Har vi levet opmærksomt med hinanden? Har vi været sløve til at holde af og holde om dem, som vi deler livet med? Hvad brugte vi vores tid og evner og samvær til?

I Gud er sandheden og kærligheden tæt forbundet. Når han kalder os ind til sin fred, er det fordi han på én gang ser os og ser ud over os, for vi er del af noget større der rækker videre end lige os og lige nu og her. Han genkender mennesket i os og ser os netop i lyset af Jesus Kristus. Han forsonede os, den fejlende menneskehed, med kærlighedens inderste væsen.

Du venter at finde os vågne,
den morgen du kommer igen,
at ingen af dem, du har elsket,
har sløvet din kærlighed hen,
men levet i håbet om lyset,
bevidste i dagningegyset,
at noget kan blive for sent.

Mogens Ohm Jensen, sognepræst