Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Vielse

Bryllup kan fejres i Jakobskirken, i Gl. Vor Frue kirke eller under åben himmel på et egnet sted i nærheden. Præsterne i Jakobskirken lytter gerne til brudeparrets ønsker og kommer med rådgivning. Præsterne vier også gerne par af samme køn.
I kirkerummet får man meget foræret: det smukke rum, orglet med en dygtig kirkemusiker, og gode lydforhold så alle kan høre. Hvis vielsen skal finde sted i fri luft, kan det også blive meget stemningsfuldt - her skal parret tænke på en del praktiske ting som musik, fællessang, bord og stole - og mulighed for overdækning, hvis det bliver dårligt vejr på dagen.

Før en kirkelig vielse skal parret udfylde en ægteskabserklæring, som afleveres i kommunens Borgerservice. Folkeregistret udfærdiger derpå en prøvelsesattest, som dokumenterer at der ikke er juridiske grunde til at parret ikke skulle kunne gifte sig. Vær opmærksom på, at en prøvelsesattest ikke må være mere end fire måneder gammel på vielsesdagen.  

Prøvelsesattesten skal afleveres på kordegnekontoret sammen med dåbs- eller navneattester, evt. andre attester, samt navn og adresse på to vidner. Dato for vielsen aftales med kordegnen, og samtidig formidler kordegnen kontakt til den præst, der skal foretage vielsen.  

Book dit bryllup på Jakobskirkens kirkekontor.

Få inspiration på Facebook til, hvordan et kirkebryllup kan foregå.

 

Jakobskirken - Gl. Vor Frue Kirke - i fri luft?

Vielse i JakobskirkenVielse i Gammel Vor Frue Kirke

Par, som bor i Roskilde Søndre sogn, har mulighed for at fejre bryllup både i Jakobskirkens smukke, moderne kirkerum i Østervangscentret, og i det klassiske kirkemiljø i Gl. Vor Frue kirke, omgivet af kirkegårdens maleriske stemning, i Fruegade ved Roskilde Station. Præsten vil også godt medvirke, når vielsen skal foregå et naturskønt sted, blot det ligger i en rimelig afstand fra Roskilde.

I Jakobskirken kan brudeparret benytte den smukke sal ved siden af til reception i op til 2 timer efter vielsen. Kontakt kirketjeneren for at høre nærmere om booking, lejeudgift og hvordan receptionen kan tilrettelægges.  

Bryllupper fejres oftest om lørdagen. Eventuel anden ugedag kan aftales med kordegnen.
Et stykke tid inden vielsen finder en samtale sted mellem brudepar og præst. Her aftales salmer, vielsesritualet gennemgås og andre praktiske ting forklares, ud fra brudeparrets spørgsmål.